19. december 2011, 10:34

For fem år siden stod Danmark på tærsklen til en reformeret offentlig sektor. På den anden side af 1. januar 2007 ventede mere og bedre offentlig service til samme eller færre penge, da 271 kommuner blev til 98. På folkebiblioteksområdet er der kun én ting at sige til de optimistiske forudsigelser: De holdt ikke stik.

Allerede i efteråret 2006 ramte de nye storkommunale besparelsesrunder folkebibliotekerne, og de nye kommuner svingede kniven og nedlagde i alt 131 filialer og bogbusser. Selv da der var penge i kassen, og store kulturpaladser skød op som manifestationer af kulturel stræben opad og fremad, blev lyset slukket for sidste gang på det ene bibliotek efter det andet. I perioden 2006-2010 er der i alt nedlagt 199 filialer og bogbusser svarende til en nedgang på ca. 30 procent på fem år. Dertil kommer en nedgang i betjent åbningstid på ca. 2.000 timer. Og tendensen fortsætter.

Det gav god mening at lukke nogle af filialerne, men ser man tilbage på de seneste fem år, har også mange gode filialer ladet livet på trods af borgernes protester og forsøg på bevare det sidste kulturelle tilbud i byen. I bagklogskabens lys kan man spørge sig selv, om det har været den rigtige strategi at koncentrere mulighederne for at tilegne sig viden og kultur i de større byer og store hovedbiblioteker. Særligt når vi ved, at det er i de mindre samfund, at ungdomsarbejdsløshed og manglende uddannelse er et stort problem. Måske skulle man have vendt bøtten og i stedet skruet op for ressourcerne til de mindre filialer og givet mindre til de store biblioteker, der i forvejen har et større og stærkere publikum. Man kunne have valgt at bruge de mindre filialer som spydspidser til at skabe lokalt liv og kulturel mangfoldighed.

De seneste år har hver eneste politiker talt om, at befolkningen skal udvise medborgerskab og oplyses til aktiv deltagelse i demokratiet. De glemte bare, at den slags ikke blomstrer frem af ingenting. Det kræver mennesker og rammer at skabe medborgerskab og oplevelsen af at høre til et lokalsamfund. Og det gør biblioteket.

Hvert år besøger vi danskere biblioteket 36 millioner gange. Vi kommer for at låne bøger, film, musik og spil, for at være med i en læseklub, læse avisen eller søge informationer på nettet. Vi kommer for at blive guidet gennem kommunens selvbetjeningssystemer, søge friplads til ungerne i børnehaven, for at få hjælp til lektierne eller noget helt syvende. Jo længere uden for de store byer, jo flere forskellige ting, bruger borgerne bibliotekerne til. Bibliotekerne stiller et hav af viden og kultur til rådighed helt gratis, og er man i tvivl, får man råd og vejledning af bibliotekarerne. Og vi ved, at danskernes brug af bibliotekerne virker. I foråret i år offentliggjorde Danmarks Biblioteksforening en undersøgelse, der utvetydigt viste, at hvis man har brugt biblioteket som barn, bliver man mere og bedre uddannet, end de der ikke gjorde. Når man låner bøger, film og musik, og fra barnsben lærer at opsøge viden og læring, sættes sejlene til et mere engageret og vidende voksenliv. Set i det lys er bibliotekerne kommunens servicestationer, hvor alle borgere uanset baggrund eller pengepung kan tanke op med kultur og viden. Bor man i en stor by, hvor de kulturelle tilbud ligger dør om dør, og har man oven i købet en solid uddannelse bag sig, gør man sig nok ikke begreb om, hvilken forskel sådan en servicestation gør i et mindre samfund. Dem med studenterhuerne er flyttet, og tilbage sidder de, der ikke aner, om de skal tankes op med 98 oktan eller diesel - for nu at blive i billedet.

Hvorfor gik det så galt? Hvorfor prioriterede de kommunale politikere de flotte glasfacader frem for de lokale biblioteker? Her må bibliotekerne også gribe i egen barm og erkende, at der var mange chancer, der ikke blev grebet. Vi kunne for længe siden have forladt bygningen og taget biblioteket med ud, hvor befolkningen er. Vi kunne have lavet opsøgende arbejde på erhvervsskolerne, på 10. klassecentrene, i indkøbscentret. Vi kunne have vinklet vores tilbud mere præcist til de lokale udfordringer - det være sig uddannelse, social mobilitet eller fastholdelse af uddannet arbejdskraft.

Fem år efter strukturreformen og efter lige så mange års konstante nedskæringer på biblioteksområdet må vi for alvor til at gå i brechen for det, vi kan. Bibliotekerne kan skabe grundlaget for en uddannet og engageret befolkning med et demokratisk sindelag. Nedbrudt i enkeltdele er det os, der stiller medborgerskab og kulturel almenhed frem på hylderne. Bibliotekerne er ikke et mål sig selv, men et middel til at løfte en af samfundets kerneopgaver: At borgerne kender deres ret og pligt, at vi føler os som en del af et fællesskab, der forpligter, og at vi uddanner os til at tage vores tørn. Kort sagt, bibliotekerne rører den lim, der klistrer os sammen. Det skal vi bibliotekarer blive bedre til at vise, og det skal politikerne blive bedre til at prioritere. Jeg håber inderligt, at de næste fem år bliver bedre for bibliotekerne.

INFOshop: Det er cool at læse bøger