Tak for et relevant, velformuleret og nuanceret indlæg. Et godt samarbejde tager tid at bygge op, og ingen tid at rive ned. Selvfølgelig kan selv gamle ordninger revideres, og tages op til et servicetjek. Almen praksis har gennemgået en utrolig udvikling indendfor de sidste 10 år, dette være sig fagligt, organisatorisk og identitetsmæssigt. Det er essensen af sund fornuft, menneskelighed, økonomisk ansvarlighed og faglighed. Vi arbejder med den bio-psyko-sociale model, dvs tager højde for alle niveauer. Måske er det derfor at det er svært ved første øjekast at se dybden i arbejdet. At det er LEAN og value for money er uomtvisteligt. At regionernes såkaldte effektivisering måske også har en bagside er straks sværere at forklare. De driftsmæssige effektiviseringer er for længst foretaget. De praktiserende læger ejer jo selv deres butikker, så derfor er der luget ud i unødvendige udgifter. Hvis der skal sættes aktivitetsloft på betyder det rationering eller kortere tid hos lægen. Ønsker vi at jappe en problemstilling igennem på 10 minutter istedet for 15 min for at spare 30 kr ?? Det bliver den uomtvistelige konsekvens af et aktivitetsloft og den planøkonomiske spændetrøje som regionerne ønsker at lægge ned over almen praksis. Selvfølgelig skal samfundet spare penge, men det gøres ved at udvikle og investere i almen praksis. Nogle undersøgelser viser at for hver krone der investeres kommer der 17 tilbage til samfundet. Hvor rationelt er det så at spare her. Hvorfor så ikke spare Storebæltsbroen væk istedet ??
Praktiserende læge Bo Theilgaard

Et hvidløg om dagen holder doktoren borte, men de raske har ingen brug for læge, kun de syge og i tyske og angelsaksiske lande er en familielæge bisidder ved en indlæggelse, så familien kender behandlingen.

Allerede i år har de praktiserende læger fået påbud om at betale 29 millioner kroner tilbage til regionerne, som mener at lægerne har behandlet for mange patienter. Men hvad er det så, vi ikke længere må lave?

Njah. Sådan var det jo ikke.
Det var vist noget med, at skrive fakturarer, der ikke er reelle.

265 000 regninger fra praktisende læger afvises om året p.g.a. fejl.
http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/almen-praksis/regioner-praktiserende...

Det er for let for praktiserende læger at tilegne sig uberettigede penge.
Borgeren bliver jo krævet af lægen, at skrive under uden at vide, hvad lægen derefter sætter af krydser.
Og lægens selvopfattelse om adgang til tagselvkassen er jo allerede udenfor normale menneskers ved at få over 600 000 kr om året blot for at have ca 1200 navne på en liste uden at lave nogetsomhelst lægearbejde for dem.

Skal det frugtbare samarbejde om den videre udvikling i praksissektoren afløses af en situation, hvor den ene part suverænt kan bestemme over den anden parts måde at organisere sin egen virksomhed på?

Vi lader den lige stå et øjeblik.

Man genkender selvopfattelsen fra nogle forespørgsler om at stjæle fra arbejdsgiveren. Dem, der plejer at stjæle på arbejdspladsen, har opfattelsen, at de har krav på det og bliver endda fornærmet og klager til deres fagforening, hvis der oprettes kontrol for at nedbringe tyverierne.

Konceptet i den almene praksis, som jo er det private firma, der betales af det offentlige, skal selvfølgelig ikke fortsætte.

Allerede det faktum, at det offentlige betaler den privat praktiserende læge over 600 000 kr om året blot for at have en liste med ca 1200 navne, altså svarende til en enkelt boligblog, og de fleste af navnene ser lægen aldrig i løbet af det år, er da ude i hampen.

Tænk hvis andre private erhversdrivende, som f.eks. elektrikere, malere, gas og vandmestre, havde en så lukrativ mafiaording med den offentlige kasses administration.

Betalingen er et levn fra den gang familielægen selv skulle tage sig af alt, hvad der skete med hans patienter døgnet rundt og ikke fik andet end, den faste aflønning fra den offentlige Sygekasse.

Det er meget længe siden, at det ikke længere er sådan.

Praksis, lægehusene, ude i nærområderne bør være offentlige, fastlønnede, ansættelser med tjenestetidsskema, der hører under hospitalernes drift.

Nu er det jo sjældent, at noget der har været bygget op gennem en 40-årig perode ikke kan tåle et serviceeftersyn. Forholdet er det, at regionerne forhandler på skatte-borgernes vegne, hvorfor det ikke er helt ligegyldigt at vurdere, om borgerne får tilstrækkelig nytteværdi for pengene. I virkelighedens verden forholder det sig jo heller ikke således, at der kun er enten-eller løsninger, men tværtimod en række af kombinationer. Det kan jo ikke nytte, at samfundet uddanner læger - med det formål dette nu har - hvorefter de uddannede af forskellige grunde ikke ønsker at arbejde i områder, hvor det samfundsmæssigt er påkrævet. Fra et borgersynspunkt ligner det spildte uddan-nelsespenge og en lidt misforstået opfattelse af, hvad man er sat i verden for, ligesom det kunne afspejle despekt over for borgerne i bestemte områder af landet. Man skal derfor næppe undre sig, hvis man bliver sat uden for beslutningsprocessen. Ingen er i tvivl om den samfundsmæs-sige betydning af den primære sundhedstjeneste, men den skulle gerne være tilgængelig for borgerne overalt i lan-det. Modellen herfor er det regionernes opgave på borgernes vegne at finde frem til. Så man skal kun værne om noget, hvis det er værd at værne om.