Bertel Haarder: »Der kom vi ud på skråplanet«

Esben Schjørring: »Der kom vi ud på skråplanet.« Sådan betegner Bertel Haarder V og Ks accept af den universelle velfærdsmodel. Debat om det faktum, at to millioner danskere i dag er på overførselsindkomst.

Graferne ligner et rutediagram over Mont Ventoux-etapen i Tour de France. Med ret dramatiske stigningsprocenter. Fra 1970 til i dag er antallet af danskere, der lever på overførselsindkomst, steget fra 800.000 til 2.000.000 – hvis man medtager SU-modtagere og folkepensionister. Det dokumenterer Berlingske Business i dag med tal, den borgerlige-liberale tænketank CEPOS har lavet.

Men hvad gemmer sig bag de bratte kurver? Er det en historie om et succesfuldt politisk projekt, eller historien om, hvordan de borgerlige partier havnede på et skråplan? Det har Berlingske diskuteret med Mogens Lykketoft og Bertel Haarder – der tilsammen tegner sig for henved 30 års ministermagt i den nævnte periode – og velfærdshistorikeren, dr.phil. Gunnar Viby-Mogensen. Haarder blev valgt ind i Folketinget for Venstre i 1975 og har besiddet ministerposter fra 1982-1993 og igen fra 2001-2011. Jeg spørger ham, hvordan velfærdssamfundets vokseværk hænger sammen med sammenlagt 20 års borgerlige regeringer.

»Der har aldrig været borgerlige flertal, i modsætning til i Sverige. Dansk Folkeparti er jo ikke et borgerligt parti, det skal man lige huske, og de Radikale er heller ikke et typisk borgerligt parti – eller det var de i hvert fald ikke i 80erne. Venstre og Konservative har aldrig bare kunnet lave reformer. Men jeg vil absolut ikke frikende V og K, vi stemte for fuld folkepension til alle og for efterlønnen – det skal vi erkende. Det var ud fra den tankegang, at hvis man skal have middelklassen til at finde sig i de stadig stigende skatter, skal der også være noget til dem. Det er efter min mening den katastrofale tankegang, man aldrig skulle været gået ind på. Der kom vi ud på skråplanet – og der har vi så været siden,« siger Haarder, der i går udkom med erindringsbogen »Op mod strømmen – med højskolen i ryggen«.

Ikke Foghs stil

I Haarders optik er den offentlige sektor eksploderet, fordi samfundsnormerne skrider i middelklassen med indførelsen af den universelle velfærdsmodel. »Tidligere var der den holdning, at man ikke kunne være bekendt at bede det offentlige om penge, hvis man kunne klare sig selv. I dag er der den holdning, at hvis man har ret til en ydelse, skal man tage den. Lige så snart man laver en velfærdsordning, fosser borgerne ind i den – inklusive alle mulige middelklasseborgere, som man slet ikke havde forestillet sig skulle benytte sig af dem.« Men sagerne om Fattig-Carina og Dovne-Robert har sammen med nogle borgerlige politikere flyttet folkestemningen – var I modige nok under Fogh-perioden?

»I 80erne var jeg én af dem, der var i regering og opposition på samme tid. Jeg var meget tydelig med, hvad jeg ville gøre, hvis jeg havde haft flertal til det. Men i nullerne var det jo ikke Anders Foghs stil at foreslå noget, der var flertal imod, for så ødelagde det indtrykket af, at han havde styr på situationen. Det er forståeligt i forhold til den kontrakt­politik, han førte, og som også havde den styrke, at vi fik et skattestop. Så under de givne vilkår med DF, som absolut ikke var for lavere skatter, var det det bedste, man kunne opnå.«

Forvrængede danmarksbilleder

»Venstre og Konservative har meget at fortryde, men ikke det!« siger Mogens Lykketoft til Haarders selvkritik – ikke uden ironi. Lykketoft blev valgt ind i Folketinget i 1981og sad i et kort år som skatteminister i Anker Jørgensens sidste regeringstid og indtog Finansministeriet, da Nyrup efterfulgte Schlüter i 1993. Lykketoft ser og forsvarer udviklingen som en socialdemokratisering af det danske samfund, hvor man har flyttet store dele af forsørgelsen fra familien til staten. »Det store tal handler om, at vi har lavet et så fintmasket offentligt forsørgelsessystem, at folk, der er syge, arbejdsløse, har tabt arbejdsevne eller når en bestemt alder, kan få en offentlig ydelse, hvor de tidligere selv skulle klare det meste eller deres familie skulle. Det er hovedforklaringen. Den modfortælling har jeg prøvet at fortælle i de sidste 20 år. Man får et fuldstændig forvrænget billede af, hvad Danmark er for noget, hvis man betragter det som en forsørgelsesfælde, folk er faldet i.« Men når det fx viser sig, at 40 procent af børn af kontanthjælpsmodtagere selv har et liv på kontanthjælp, har vi vel et problem?

»Det er bestemt en sørgelig kendsgerning, men det er ikke det, der forklarer det store tal. Det er ikke et argument imod, at man så ikke skal gøre meget mere for at resocialisere folk, der er uden for arbejdsmarkedet, det skal man bestemt. Det ligger også i de aktuelle reformbestræbelser.« Så du afviser sammenhængen mellem høje velfærdsydelser og mange mennesker uden for arbejdsmarkedet? »De allerfleste mennesker vil tage et arbejde, hvis de overhovedet kan, og hvis der er arbejde til dem. Det så vi så sent som i nullerne, hvor økonomien nok var pustet kunstigt op, men det gjorde jo, at vi kom ned i arbejdsløshed til et niveau, vi aldrig havde troet, vi kunne komme ned på.

Efterspørgslen på arbejdskraft skaber sit eget udbud, hvor den aktuelle diskussion går på, at udbuddet af arbejdskraft skaber sin egen efterspørgsel – det er nok en sammenhæng, der er mere langsom end den første.« Du satte som finansminister selv dagpengeperioden ned – og det gør man også i dag. Det er vel et udtryk for, at man kan få folk i arbejde, hvis man skærer i velfærden? »Jo, det gjorde vi da, men det har ikke noget formål i sig selv at have en lang dagpenge­periode, hvis man kan sørge for, at folk får arbejde. Og det var jo det, vi gjorde, men havde vi forkortet den til det, man har gjort nu, ville man have haft lige så stort behov for de akutindsatser, som nu forsøges, for at redde folk fra at falde ud.

Sagen var, at vi dengang kunne forkorte dagpengeperioden i en situation, hvor man investerede i en aktiv arbejdsmarkeds- og uddannelsespolitik, og der var opgang i konjunkturerne. Så den sammenligning halter lidt i forhold til i dag, hvor man indfaser en forholdsvis hårdkogt forkortelse af dagpengeperioden i en nedgangskonjunktur. Men nu prøver man forhåbentlig at reparere på det.«

Arven

Den politiske debat bliver i dag hurtigt et talslagsmål, og man kan få fornemmelsen af, at den politiske diskussion efterhånden kun er for økonomer. Men diskussionen mellem Haarder og Lykketoft om deres historiske ansvar viser, at der gemmer sig en grundlæggende politisk diskussion her: Er velfærd en sofa, for mange sætter sig i for at slappe af på andres regning, eller er det en mulighed for at realisere et potentiale og få en sikkerhed, man ellers ville være spærret fra, hvis man kom fra mindre velstillede kår? Gunnar Viby-Mogensen ser udviklingen mestendels langs de samme linjer som Haarder. »Paradokset i dag er, hvorfor så mange bliver ved med at søge over på de offentlige ydelser, selvom kompensationsgraden er sænket siden 90erne – altså hvor forskellen mellem at være på offentlig forsørgelse og at have et arbejde er blevet større.

Et godt gæt er, at normerne ændrede sig i 70erne og 80erne, da man havde en højere kompensation. Man vænnede sig til, at man godt kunne have en nogenlunde levestandard med fjernsyn, hund og cigaretter på offentlige ydelser. De normer fortsatte ind i 90erne og nullerne. Dertil kommer, at behandlersystemet i dag anerkender karaktertræk som generthed og støjfølsomhed som en diagnose, der giver ydelser – det er måske rimeligt, men man gjorde det ikke før,« siger Viby-Mogensen. Han mener ikke, at arven fra Lykketoft og Haarders politiker-generation er specielt lykkelig med en vækst, der lader vente på sig, og stigende velfærdskrav fra folkedybet.

»De er begge i den situation, at det samfund, de efterlader til deres politiske efterfølgere, er et samfund, der har et underskud på de offentlige finanser på tre-fire procent om året, uden udsigt til, at det foreløbig bliver meget lavere. Det er helt sikkert, at den situation holder ikke – et eller andet må der ske. Det må ikke være særligt tilfredsstillende for dem. Finansministeriet regner med underskud på 80 milliarder i år. Og det betyder, at det ikke er holdbart, også selvom vi alle sammen holdt op med at kræve mere velfærd – og det gør vi jo ikke. Enten vil de danske politikere gøre noget, eller også vil finansmarkederne gøre noget. I værste fald bliver det en kvart græsk situation om nogle få år.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.