Peter Kurrild-Klitgaard: De Konservatives julegave til familieejede selskaber med penge i kassen var en aftale med regeringen og Enhedslisten, der i praksis gør det sværere og dyrere at drive sådanne virksomheder.
25. december 2011, 22:30
Lars Barfoeds (22/12) undskyldning er, at partiet fik blødt udspillet op, så skaden rammer mildere - en udlægning, der ikke deles af alle på Christiansborg, hvor man kunne høre, at regeringen var på tilbagetog, og hvor Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti stod fast og stemte nej til højere skatter.
At resultatet blev mindre slemt end først frygtet glæder forståeligt nok Dansk Industri og de berørte virksomheder. Godt for dem og os alle. Men som politisk strategi for et mere borgerligt Danmark kunne De Konservative næppe have gjort noget værre: At stemme for højere skatter er for det borgerlige »brand«, hvad kanyler i sodavandsflasker er for Coca-Cola.
Man lærer heller ikke af fortidens synder. For historien om det borgerlige Danmark de sidste hundrede år er én med to triste temaer: At Venstre og Konservative først inderligt bekæmper noget, som de derefter selv gennemfører - og at den sikreste vej til at styrke venstrefløjen er, når jalousi mellem V og K forhindrer fælles fodslag. Det så man i 1929, hvor den uligevægtige John Christmas Møller (K) væltede en V-regering og banede vejen for mere end et årti med Stauning. Man så det igen, da V og K fra 1950erne til 1970erne konstant prøvede at overhale hinanden venstre om. Da Hans Jørgen Lembourn (K) i 1975 væltede Hartlings smalle V-regering, og partiet i de næste år kaldte sig »borgerlige stemmer der arbejder« men i praksis understøttede den Socialdemokratiske krisepolitik.
Da V efterfølgende i 1978 lavede en af århundredets dårligste regeringer med Anker Jørgensen som statsminister. O.s.v., o.s.v. Hver gang V eller K prøver at overhale det andet parti venstre om, bliver dansk politik rykket længere til venstre - og når partierne så kommer i regering, ender de som forvaltere af det, de oprindeligt var imod.
Venstrefløjen har nemlig altid kunnet få V eller K til at hoppe på et gammelt trick: At man først spiller hårdt ud, dernæst lover »indrømmelser«, der vil moderere - mod til gengæld at få støtte. Så hvis en venstreorienteret regering f.eks. ønsker en skatteforhøjelse på 10 pct., skal den som udgangspunkt bare foreslå 15 pct., og så tilbyde et eller flere borgerlige partier et ’kompromis’, hvor de lægger stemmer til, at det ’kun’ bliver 10 pct. Tricket har virket i årtier og som rød bonus splittet de borgerlige - og gør det tilsyneladende også i 2011.
Forstår Barfoed ikke dette? Meget muligt. Et bedre bud er dog, at nærdøds-desperationen gør partiet villigt til hvad som helst for at komme ud af Venstres skygge og vælgermæssige tab til LA og DF. Man tror, at man kan gentage Schlüters genrejsning fra 1970erne, men at det kræver ’løsrivelse’, uanset hvor meget man så ellers skal udviske egen politik og profil. Der er også en tredje mulighed: At man reelt gerne affinder sig med højere skatter og i stedet ønsker en politik, der ligger pænt længere til venstre.
Den nuværende Konservative partiledelse og folketingsgruppe er da også den mest venstreorienterede i partiets historie - reelt uden nogen fra partiets mere klassisk borgerlige fløj. Barfoed fremhævede selv fornylig på et møde førnævnte Hans Jørgen Lembourn som sin store inspiration. Denne stod som partiets politiske ordfører for en markant venstredrejning og udover at vælte en borgerlig regering, forlod han partiet og blev Socialdemokrat.
Skal dét være De Konservatives vej væk fra spærregrænsen?
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten