Perspektiv

Balladen om budgettet

Uffe Ellemann-Jensen: Diskussionen om den danske rabat understreger, hvor ringe det står til med EU-debatten i Danmark: Den er larmende på yderfløjene, men midt imellem har vi en larmende tavshed. Den tavshed må brydes.

Vi har oplevet det før, det drama som i disse dage udspilles omkring EU-budgettet. Det er i virkeligheden lidt af et paradoks, som det fylder i bevidstheden - al den stund der er tale om nogle ganske få procent af de statsbudgetter, medlemslandene hver især arbejder med. Men vi skal igennem det hele: Trusler og formaninger, sene natteforhandlinger mellem 27 stats- og regeringschefer, sammenbrud og »sætten-uret-i-stå« - og dystre forudsigelser om det europæiske samarbejdes forestående sammenbrud. Som sagt: Vi har oplevet det før. Men denne gang er der grund til at tage det mere alvorligt end tidligere. For balladen om budgettet er et tegn på, at det står skidt til med den politiske vilje (og evne) til at enes om det væsentlige i, hvad der med rette kan betegnes som en europæisk skæbnestund. Det virkeligt spændende er de positioner, de forskellige parter indtager. For det giver fingerpeg om den nye struktur i det europæiske samarbejde, som vil begynde at tegne sig. Groft sagt vil vi opleve en yderligere formalisering af den opdeling i kernelande og periferi, som har udviklet sig i den sidste snes år. Briterne har ligefrem talt om, at der bør laves to budgetter: Et for EU-kernen – og et for dem, der ikke hører til kernen (lad os for nemheds skyld kalde dem »satellitterne«). Kernen består af de lande, der er med i euroen, samt de lande, der ønsker at komme med på et eller andet tidspunkt, og derfor er rede til at følge med i udviklingen af euro-samarbejdet. Satellitterne er dem, der ønsker at fravælge dele af det europæiske samarbejde, herunder euro-samarbejdet.

Briterne er helt klart på vej ud i deres eget kredsløb: Den britiske premierminister har gjort sig selv til gidsel for EU-modstanderne i sit konservative parti – og det britiske Arbejderparti, som i mange år var ganske positivt over for det europæiske samarbejde, har under Milliband ikke kunnet modstå fristelsen til at drille regeringen med at indtage EU-kritiske standpunkter. (Det er jo set før, at en opposition på den måde leger med landets interesser for at opnå nemme populistiske point.... )

Briterne taler om, at de gerne vil bevare fordelene af det fælles indre marked, men at de ikke vil være med til stærkere finansiel solidaritet som den, der kræves for at redde en række især sydeuropæiske lande gennem deres gældskriser. De vil sandsynligvis på et tidspunkt opdage, at så let er det ikke at pille rosinerne ud af kagen. De vil opdage, at i takt med at euro-landene styrker deres samarbejde om finanspolitik og pengepolitik - for at holde sammen på den trængte euro – vil dette smitte af på de øvrige centrale samarbejdsområder i EU, herunder det fælles marked. Der bliver ingen »gratis frokost« der. Spillereglerne bliver de velkendte: »Enten går du i spidsen, eller du følger med – eller du lader være med at stå i vejen!«

Danmark må på et tidspunkt også finde ud af, om vi vil være med i kernen, eller om vi ønsker at være en satellit. Der burde ikke være tvivl om, at det er i Danmarks klare interesse at være med i kernen, når valget ridses op på denne måde. Det synes da også at være holdningen i alle de partier, der placerer sig omkring den berømte midte i dansk politik. Der er kun et par outsider-partier, som ønsker satellit-tilværelsen (eller drømmer om, at der findes mere attraktive alternativer). Hvis vi ønsker at være med i kernen, vil det kræve indordning på en række områder. Det vil gøre ondt i den danske selvbevidsthed, som har fået lov til at blomstre op siden vi tog de berømte »forbehold« for snart 20 år siden. Jeg bruger udtrykket »indordning« i stedet for det sørgeligt misbrugte ord »solidaritet« – selv om det i virkeligheden er et krav om solidaritet, vi bliver stillet over for, hvis vi ønsker at være med i kernen. Det er bekymrende, at vi ikke hører ret meget om det i den politiske debat. Bekymrende – fordi det kræver folkelig accept, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at komme med i den kerne, som er under dannelse. Tiden er ikke inde til at komme med nye berusende forslag til traktatændringer, som kan omforme hele det europæiske samarbejde i føderalistisk retning. Det har ingen gang på Jorden, sådan som stemningen er i Europa netop nu. Kræfterne skal samles om at styrke samarbejdet på de områder, hvor det er bydende nødvendigt – og det vil sige finanspagt og bankpagt. Der er brug for at styrke fællesskabet på disse områder i EU – både for at redde de lande, der er kommet i dybe problemer, og for i den større sammenhæng at kunne varetage fælles interesser over for en omverden, hvor vore demokratiske frihedsidealer fylder mindre og mindre. Det er især de små lande i Europa – som Danmark – der har en vital interesse i, at det lykkes.

Derfor er det forstemmende at se, hvordan Danmark opfører sig i disse dage: Med trusler om veto mod det fælles budget, hvis vi ikke som så mange andre får en lille fedtet »rabat«, der allerede er indskrevet i vores hjemlige finanslov. Alle de EU-positive partier står fælles om ansvaret for, at det er kommet dertil! Danmark har aldrig tidligere anerkendt det princip, briterne har brugt for at forklare deres rabat: Det såkaldte »nettobidragyder-princip«, hvor man opgør ud- og indbetalinger til den fælles kasse, uden at se på alle de andre fordele, som ligger i samarbejdet. For man kan ikke på den måde opgøre fordelene ved et fælles marked. Men nu har den primitive kassetænkning vundet indpas i Danmark – og hvis det lykkes at få den lille rabat, vil den være dyrt betalt. Prisen er nemlig et ringere omdømme blandt vore partnere – og vores omdømme er i forvejen belastet af, at vi på en række områder ønsker særbehandling og undtagelser...

Diskussionen om den danske rabat understreger, hvor ringe det står til med EU-debatten i Danmark: Den er larmende på yderfløjene – med afvisning af fællesskabet på den ene side, og vilde unions-drømme på den anden – men midt imellem har vi en larmende tavshed. Den tavshed må brydes, hvis befolkningens forståelse for og støtte til nødvendige nydannelser i samarbejdet skal kunne sikres.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.