4. september 2011, 22:30

Efter lange interview med langsomme spørgsmål og svar. Hvor det ikke handler om journalisterne selv. Hvor disse ikke er på fornavn med politikerne og ikke spørger dem om, hvordan det er at være »lækker«. Måske - men i så fald er det ingen synd at være en gammel gnavpot.

Det er i hvert fald svært at forestille sig, hvad der kunne være værre end meget af det, vælgerne udsættes for i disse tider. Javist, der er lyspunkter - som dagbladet Børsen, der for første gang i 41 år udsendte en lørdagsudgave, fyldt med seriøse vinkler på valget. De resterende dagblade leverer også en stor, overvejende oplysende dækning på tryk og hjemmesider, ligesom P1 og TV2s lokalstationer forsøger at gøre folk klogere.

Men det samme kan ikke siges om de to nationale, statsprivilegerede TV-stationer. Torsdag aften havde TV2 Jes Dorph-Pedersen som vært for noget, der bedst kan beskrives som en blanding af Jerry Springer Show, Paradise Hotel og en vicepartileder-runde, og som må tage prisen som det hidtil absolutte lavpunkt i noget medies dækning af dansk politik. Nogensinde. Placeret i en sportshal med cheerleaders, pointuddeling, holdtrøjer som partiernes sympatisører blev iklædt (selv når de helst ville være fri), og en studievært med et båthorn - eller var det omvendt? En dansk journalist skrev efterfølgende på Facebook, at han hellere ville »være en græsk militærbattalions sex-legetøj i en måned, end nogensinde igen at se en politisk debat bragt til live af TV2«. Det var han ikke ene om.

TV2 siger, at sådan kritik hører man »hver gang«. Hvis det er sandt, hvorfor tager man så ikke konsekvensen snarere end at fortsætte med at føre an i at sænke niveauet? Man har også sagt, at den type poppet dækning i øvrigt er undtagelsen. Men så har TV2 næppe set stationens eget morgenprogram, hvor man i denne uge kunne se to ellers begavede politiske observatører stå med en række heste-figurer med partiliste-bogstaver på. Dem skulle de så placere så langt fremme på en slags væddeløbsbane, som de mente, at partierne har klaret sig godt siden sidst. Det er sikkert sjovt for de medvirkende.

Båthorns-stilen er heller ikke gået helt forbi DR-TV - hvor seriøse journalister som Ask Rostrup og Kim Bildsøe Lassen nu hver aften står og ser på en skærm, hvor man »GPS-tracker«, hvor på et Danmarkskort udvalgte politikere befinder sig. Har ingen DR-medarbejdere stillet det spørgsmål, som tusinder af seere uden tvivl har: Hvad dælen skal det til for?

Selv DRs kloge-Åge program, Deadline, forfalder i disse tider næsten dagligt til at skære alt til som en boksekamp mellem to gæster, der mere eller mindre frivilligt presses ind i ringhjørner som repræsentanter for et let karikeret synspunkt. Og både TV2 og DR-TV opdaterer talrige gange dagligt seerne om, hvorledes »kampen« afspejler sig i dagens op til otte forskellige meningsmålinger, som hver og én behandles som fakta, opsummeres og fortolkes, desuagtet at udsvingene siden sidst så godt som aldrig er så store, at de er »statistisk signifikante«.

Ét er at fremstille politik klart og pædagogisk - hvem kan have noget imod det? Noget andet er at forfladige og fordumme i en jagt efter den laveste, mest fladpandede fællesnævner. Måske TV-programcheferne mener, at et flertal af vælgerne er uvidende DAMP-børn? Det er de måske også, men med den slags TV bliver de i hvert fald heller aldrig mere eller andet.