Kommentar

Asylsystemet er hamrende usolidarisk

Bekvemmeligheds-humanisterne overser totalt, at asylsystemet er usolidarisk. Vi tilgodeser dem, der har midlerne og forbindelserne til at komme til Danmark. Vi burde tage imod maks. 5.000 flygtninge om året – kun familier, som vi henter selv i FN-anerkendte flygtningelejre i nærområderne.

Naser Khader.
Naser Khader.

I den fortsatte debat om flygtninge har det slået mig, hvor forskelligt lodderne i øjeblikket bliver lagt i vægtskålene. Hvordan nogle ender med at få vinkegrupper og social medieomsorg i stride strømme – mens skeptikere eller såmænd bare realister sendes i skammekrogen som »hyggeracister« med dårligt menneskesyn.

Andre ender med ingenting. Og jeg mener ingenting. Ingen hjælp fra verdenssamfundet. Ingen håndsrækning til at komme til at leve sikkert og trygt. Ingenting til dem, der ingenting har.

Jeg lægger ikke mine lodder i vægtskålen til dem, der har i forvejen. De skal nok klare sig. Jeg er meget mere optaget af den dreng fra Palmyra i Syrien, som jeg så et billede af, da han helt udsultet sidder på jorden, tvunget til at spise krummer, eller hvad det nu er, foran sig. For mig repræsenterer han de otte-ti mio. internt fordrevne syrere. Jeg er meget mere optaget af, hvordan vi kan give ham/dem mad, tryghed og sikkerhed, blandt andet ved at indføre flyforbudszoner, humanitær-korridorer og mere nødhjælp. Og om nødvendigt krig for at få fred – mod Assads tøndebomber, der dagligt slår mange civile ihjel, og mod IS’ brutalitet.

Men det bider ikke på de danske bekvemmeligheds-humanister, som jeg vælger at kalde dem, der gerne opdaterer deres godhed, skammer sig over at være danskere, tilsviner folk, der forsøger at bidrage med realistiske løsninger, og høster de lette likes, men aldrig selv kommer op med konkrete forslag, der bidrager til løsninger i regionen. De er meget mere optaget af manden, der er kommet alene, og som har haft albuer, penge til menneskesmuglere og evner at komme til Danmark & Sverige.

Imens er bekvemmeligheds-humanisterne – naturligvis – modstandere af, at vi er med i kampen mod Islamisk Stat. De er modstandere af, at vi får indført flyforbudszoner mod Assads tøndebomber, så vi kan give drengen i Palmyra og hans ligesindede tryghed og sikkerhed.

Det skyldes, at bekvemmeligheds-humanisterne pr. definition »ikke kan lide krig« og aldrig har forstået, at de hviler deres bekvemmeligheds-humanistiske bagdel i sofaen, fordi der var nogle før dem, der var villige til at gå krig for at skabe fred.

Det er nemmere at sidde i behørig afstand med udbredte arme end for alvor at få hænderne ned i ansvaret for at stoppe lidelserne i Syrien.

Problemet er, at bekvemmeligheds-humanisterne totalt overser det faktum, at det nuværende asylsystem er hamrende usolidarisk. Vi tilgodeser dem, der har midlerne og forbindelserne til at komme til Danmark, og vi svigter dem, der intet har. Du skal have foden på dansk jord for at få asyl. Den mulighed har drengen i Palmyra ikke. Det har manden med midlerne til at betale menneskesmuglere og overskud til at forlade sin familie i tryghed. Ellers tror jeg slet ikke, at man ville forlade dem; jeg ville i hvert fald ikke selv, og jeg har erfaret, at jeg ikke er alene om det synspunkt.

Bekvemmeligheds-humanisterne er ikke alene heller. Slet ikke om automatreaktionerne. Jeg tænker nogle gange over, om de virkelig læser, hvad jeg og andre skriver om situationen i Syrien og nødvendigheden af at handle. Men de har travlt med deres: »det kan Man da ikke«. Men hvorfor er det, at Man godt kan tillade sig denne humanitære pletblindhed?

Og hvordan kan man for deres vedkommende tillade sig at bryste sig med fine erklæringer om solidaritet i alle andre sammenhænge, når man totalt ignorerer, at asylsystemet er usolidarisk, og når man overser, at vi bruger en stor del af udviklingsbistanden på de mænd, der er kommet hertil, og deres integration, men ikke på mad, tryghed og sikkerhed til drengen i Palmyra. Er det solidarisk?

Udover det humanitære og ægte solidariske perspektiv, så er det også i vores egen interesse. I 2014 gav vi i Danmark asyl til ca. 14.000 flygtninge, og udgiften til dem blev 3,2 mia. kr. Heraf skal mange familiesammenføres, hvilket gør tallet endnu større. Tænk, hvor mange børn i Syrien og nærområderne, vi kunne hjælpe for de penge.

Det er ikke kun for at pudse vores glorie hos de Konservative, at vi ikke ville skære i ulandshjælpen. Det er også for ikke at give folk grund til at flygte.

Derfor mener vi også, at hvis vi skal give asyl, skal det gives på et langt mere solidarisk grundlag. Til dem, der hverken har midler eller ressourcer til at komme først, og som sidder som nogle af de 86 procent af flygtningene, der hænger fast i håbløsheden i lejre i nærområderne. De, der ikke har råd eller muligheden for at flytte sig fra lejrene.

Som det er nu, har tilliden til flygtningekonventionen og asylsystemerne nået et lavpunkt over hele Europa, og det er ikke usandsynligt, at lande tæt på os kunne finde på at trække sig helt fra systemet med fatale konsekvenser for os her til lands til følge.

Derfor mener jeg, at vi i stedet bør udfordre konventionens rækkevidde og gøre noget helt andet i Danmark: Vi burde for eksempel tage imod maks. 5.000 flygtninge om året, kun familier, sådan så der ikke skal familiesammenføres bagefter, og som vi henter selv i FN-anerkendte flygtningelejre i nærområderne, uden at de skal begive sig ud på en lang, dyr og farefuld flugt over Middelhavet. Præcis som Canada har gjort. Så er vi sikre på at det er folk, der har behov, og så underminerer vi menneskesmuglernes indbringende forretning.

Som det er nu kan man godt afvise dem, der kommer, som forskeren Thomas Gammeltoft-Hansen, der forsvarer flygtningekonventionen, har sagt i Deadline i DR2 og andre steder. Det bør vi gøre, men ikke uden at gøre noget andet også: Nemlig at skifte vægten til at fokusere på at bruge konventionen til at være solidarisk med dem, der har allermest behov.

Det er på tide, at vi lægger lodderne i drengen fra Palmyras vægtskål, frem for hos manden, der nåede hertil, fordi han var sig selv nærmest.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.