Peter Aalbæk Jensen: Hurra for internettet! Nem adgang til det hele. Vi downloader og uploader og udveksler og deler. Skønt...
9. november 2009, 22:07
Men midt i informationsstrømmen må man af og til standse op og fundere over, hvordan de film, der suser gennem nettet, er kommet til. De er i hvert fald ikke kommet ud af ingenting. Nogen må have udklækket nogle ideer, skrevet nogle tekster, instrueret, ageret foran et kamera, klippet og redigeret. Nogen har skabt noget. Og nogen har betalt for gildet. Hvad er betalingsstrømmen i informationsstrømmen?
Lad mig tage udgangspunkt i filmen Antichrist, skrevet og instrueret af Lars von Trier og produceret af Zentropa. Filmen har kostet et (alt for) stort millionbeløb, og de penge er fundet ved, at en masse private investorer samt skatteyderne i form af Filminstituttet har postet penge i projektet.
Regnestykket er simpelt: Hvis vi får mange til at købe en biografbillet eller til at købe eller leje dvden, så kan det være, at investeringen bliver tjent hjem - så filmproducenten og andre investorer kan få midler til at investere i andre nye film. Men hvis det går dårligt med indtjeningen, så kan vi risikere røde tal i regnskabet.
Her kommer det dejlige internet ind i billedet. For filmen er selvfølgelig lagt ud på Pirate Bay, en af verdens største fildelingstjenester. Fildeling vil sige, at man deler digitale filer, der indeholder film, med alle andre i netværket. Man deler altså noget, man ikke selv ejer, ud til en masse andre mennesker. Det burde egentlig hedde filuddeling (og i vores tilfælde filmuddeling). Uanset navnet er det klart ulovligt.
Der er mange pirater, der påberåber sig forskellige højstemte grunde til dette pirateri: ytringsfrihed, »information wants to be free« og mere af den skuffe. Realiteten er den simple, at folk downloader film fra fildelingstjenester for at slippe for at betale. Altså god gammeldags nærighed. Filminteresse uden betalingsvillighed.
Der er ikke den mindste tvivl om, at piratkopiering på nettet skader salget af filmen. Hvorfor skulle en fyr, der kvit og frit henter filmen på Pirate Bay, bagefter købe dvden eller hente den på en online-betalingstjeneste? Hvis mange kopierer ulovligt i stedet for at hente filmen lovligt, går det ud over indtjeningen. Med den omfattende piratkopiering, vi ser på internettet, er der en reel risiko for, at film giver underskud (ikke nødvendigvis i Antichrists tilfælde, det ved vi ikke endnu). Og røde tal på bundlinjen gør det særdeles vanskeligt at skaffe risikovillig kapital til den næste film. Så den næste film ser måske slet ikke dagens lys.
Så jo, internettet er dejligt, men politikere og almindelige internetbrugere må altså gerne tænke på, at der står kreative mennesker og risikovillig kapital bag film. Og hvis der fortsat skal være nye film, så må der gøres noget for at bremse den ulovlige fildeling.
Antipiracy med andre ord.

































