Tendens

Alene

Tom Jensen: Når man har familie og et helt kuld børn, sker det sjældent, at man er alene hjemme. Så sjældent, at når det er i optræk, er det ikke fri for, at man glæder sig lidt. Tænk sig – helt alene!

Tom Jensen, Chefredaktør
Tom Jensen, Chefredaktør

Disponere ens egen tid! Ingen hensyn at tage til andre og andres behov! Så rejser familien bort, og man står der tilbage. For det meste varer glæden ikke meget mere end et par timer, før man bliver rastløs. Begynder at dødkede sig. Spilder tiden, fordi man mangler de begrænsninger og rammer, der gør éns liv spændstigt til daglig. Værst af alt er det om aftenen, hvis alene-hjemme-turen indbefatter overnatninger. Kun overgået af de morgener, der plejer at være fulde af liv, travlhed, af og til lettere panik, men hvor der i alene-heden bare er stille. Man tænder uvilkårligt for morgenfjernsynet blot for at føle, at man dog er i stue med nogen.

Hvorfor al denne lommefilosofiske dvælen ved det at være alene? Jo, fordi det for et stigende antal danskere ikke er en undtagelse, noget der udgør et brud med dagligdagen. Men sædvanen. Tallet har nu passeret en million. Flere end en million danskere bor alene, og sine steder i landet er det virkelig påfaldende, kunne Jyllands-Posten berette forleden. På Ærø er det således 48 procent af alle husstande, som beboes af en enkelt person. I Hørsholm er der flest enlige kvinder – to tredjedele af alle enlige i denne kommune nord for København er kvinder. For mange af disse personer, for en god del af den ensomt boende million, er det at være alene formentlig ikke noget problem. Ikke forbundet med noget dagligt savn eller den kriselignende rastløshed, jeg selv rammes af, når jeg er alene hjemme i for lang tid. For en del er det oven i købet sikkert en tilværelse, de har valgt til – ikke ladet sig nøje med. For andre er enligheden på bopælen blot en tilstand, der er blevet ved, fra man flyttede hjemmefra, og som man nu har vænnet sig til. Lever med. Sikkert i mange tilfælde lever godt med. Det er ikke finere at bo i en familie eller med en partner eller som enlig forsørger med børn, end det er at bo alene. Det er blot forskellige måder at leve på.

Alligevel kan der være grund til at hæfte sig ved, hvad det er i vores samfund, som får andelen af enlige til at vokse konstant. Teorierne kan sikkert være mange; man skal dårligt have passeret et dameblad, før diskussionen fyger om moderne kvinder, der stiller så store krav til mænd, at de i praksis i mange tilfælde finder det mere fordelagtigt at fravælge et dagligliv med de uperfekte stakler. Men den slags forklaringer tror jeg nu kun er en del af det, som er ved at ske med os. Hovedårsagen skal snarere findes i den kendsgerning, at vi i mindre grad end før i tiden har brug for hinanden. Helt konkret: brug for hinanden. Er afhængige af hinanden i fællesskaber, vi naturligt indgår i som en uundgåelig kerne i vores liv. Vi kan fint leve alene. Og kniber det, klarer kommunen de værste problemer. Det behøver vi heller ikke længere hinanden til. I den optik – og ikke i øvrigt som en bortdømmelse af de mennesker, der bor alene – kan den stigende enlighed være et faresignal. Et varsel om civilsamfundet, der flager ud og erstattes af noget andet, der kan være udmærket. Men måske også med mærkbare mangler i forhold til, hvad livet kan give én, når man er andet og mere end sig selv.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.