Kommentar

Afghanistan: Håbet lever – og elektrikerne er tilkaldt

David Vestenskov: Håbet for den civile afghaner kan til tider virke som et skamskudt fyrtårn, og det bliver næppe genopbygget af kritiske observationer og selvretfærdig debat. Operationens fokus forud for de udenlandske troppers exit er at udvikle sikkerhedsinstitutionerne og skabe arbejdspladser.

Stilhed før ...? Når de udenlandske tropper trækkes ud af Afghanistan i 2014, skal landets egne soldater, som her bliver trænet af NATOs ISAF-styrke ved Camp Bastion i Helmand, overtage ansvaret for landets sikkerhed. Arkivfoto: Søren Bidstrup
Stilhed før ...? Når de udenlandske tropper trækkes ud af Afghanistan i 2014, skal landets egne soldater, som her bliver trænet af NATOs ISAF-styrke ved Camp Bastion i Helmand, overtage ansvaret for landets sikkerhed. Arkivfoto: Søren Bidstrup

Efter en otte timers arbejdsdag satte manden sig til rette sin behagelige lænestol og tændte for nyhederne i fjernsynet. Krig i Afghanistan, konflikt i Mellemøsten og menneskelig elendighed i den tredje verden.

Med ét fik manden en åbenbaring, der ikke alene ville løse alle konflikter i verden, den ville også sikre basale menneskerettigheder for alverdens undertrykte folk.

Han havde fundet løsningen – ikke bare på en af elendighederne, men med et slag ville hele verden blive reddet. Det var perfekt tænkte han. Hvis man skal løse konflikter, skal hele verden reddes. Hvad nytter det at gøre en forskel i dele af verden for få millioner mennesker, hvis andre på kloden stadig lider? Alt det var ligegyldigt nu. Han havde en plan.

Beslutsom lukkede han elendigheden ude ved at slukke for lyden på fjernsynet. Derefter tog han hænderne op foran ansigtet, og sagde ordene »fred på jord« ti gange højt for sig selv.

Han åbnede øjnene og skruede op for lyden.

Til hans store forbløffelse herskede elendigheden stadigvæk, på trods af hans kraftanstrengelse for at skabe fred på Jorden. Han besluttede sig for at slukke for fjernsynet og lukke elendigheden ude, mens han stille for sig selv reciterede Paulus’ brev til romerne kapitel 7 vers 14 . »Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke.«

Selvbedrag og selvretfærdighed er ikke kun fastintegrerede elementer i krige. Tværtimod trives de i bedste velgående når debattører som Carsten Jensen folder sig ud. Fælles for de fleste kritikere af den danske indsats i Afghanistan er den manglende evne (eller vilje) til at forholde sig til konsekvenserne, der følger med, såfremt vi blot vælger passivt at se til, når konflikter udspiller sig lidt længere væk end i baghaven. Ønskværdigt, prisværdigt og sympatisk ville det være, hvis selv samme kritikere havde bud på reelle politiske alternativer, men dette skal mere opfattes som en stille bøn, end som en realistisk forventning.

Den civile bistand til Afghanistan, som gerne skulle opretholdes mange år i fremtiden, er fuldt ud betinget af den militære indsats som ISAF-styrkerne leverer nu, og som den afghanske hær i fremtiden forhåbentlig vil være i stand til at levere. Den nyligt indgåede politiske aftale om den danske Helmandplan er en positiv start i forhold til dette håb, men selvfølgelig kun en start. Og ja, håbet kan til tider virke som et sønderskudt fyrtårn uden et lys, men det bliver næppe genopbygget af kritiske observationer.

Den demokratiske beslutningsproces bygger på afvejninger, kompromisser og efterfølgende handlinger. Det forholder sig ingenlunde anderledes i forhold til det danske engagement i Afghanistan. Alle er velkomne til at bidrage til debatten om disse afvejninger, men det er forhåbentlig ikke opinionsmålingsinstitutter, der alene skal give et billede af, hvad danskerne går op i. Personligt opfatter jeg ikke danskerne som ligeglade med Afghanistan, og jeg har svært ved at se, hvor debatten er tabu­iseret – hvem er det, der ikke kommer til orde? Hvem er det, der føler sig tvunget til tavshed?

I et historisk perspektiv er der en række paralleller, som kan trækkes fra den sovjetiske intervention og landets efterfølgende engagement i Afghanistan i årene 1979-1992 til den nuværende krig i landet. Disse paralleller har manglet i debatten – ingen tvivl om det. Da det afghanske kommunistparti sidst i 1970erne iværksatte et reformprogram med ligestilling og uddannelse som grundstenen, var et af problemerne, at det blev søgt implementeret efter en stalinistisk model, hvor afghansk traditionalisme og respekten for det religiøse segment i landet blev tilsidesat. Herigennem skabtes en uforsonlig konflikt mellem styret i Kabul og landområderne, hvor traditionalismen var (og er) stærkest. Denne fejl begik NATO og ISAF-styrkerne også indledningsvis med et kuldsejlet demokratiprojekt til følge.

I dag handler operationen ikke om at skabe et demokrati efter vestligt forbillede, men derimod om at skabe så gode forudsætninger for den afghanske befolkning som muligt i et post-2014-Afghanistan, og historikken er ved at manifestere sig blandt både politikere og ISAF-styrkerne. Vejen frem er at opbygge og udvikle sikkerhedsinstitutionerne og ved at skabe arbejdspladser.

Den militære indsats bidrager væsentligt til begge aspekter og kan ikke kun gøres op i krudt og kugler. Et godt eksempel på dette er NATOs træningsmission, der indledtes i 2009. En del af programmet omhandler indlæring af basale læse- og skrivefærdigheder i forbindelse med uddannelsen af sikkerhedsstyrkerne. På landsplan beskæftiger denne del p.t. 2.800 afghanske lærere fordelt på 1.500 skoler – betalt af NATO og dermed en del af den militære indsats. Selv om dette kan virke som en dråbe i havet, er det vigtigt at medtage de positive historier fra Afghanistan – for de findes.

Der er fremskridt på forskellige områder (ikke kun det militære), og håbet lever for mange afghanere, selv om det til tider sønderskydes. Når dette indtræffer, har man to valg. Enten kan man efterlade dette sønderskudte fyrtårn af håb og se til, mens fremtidige skibe går på grund, eller man kan tilkalde elektrikerne og forsøge at genopbygge tårnet og bevare håbet. Selv er jeg tilhænger af det sidste.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.