4. november 2011, 22:30

Hun fortalte vidt og bredt om ADHD, om frontallapper og synopser, screeninger og andre sager fra det neuropsykologiske vokabularium. Hun berettede desuden begejstret om, at vi måtte forvente en kraftig stigning i antallet af ADHD-patienter, fordi man nu var blevet så dygtig til at diagnosticere.

Mens hun fortalte, blev jeg opmærksom på noget ved hendes holdning og sprogbrug, der virkede bekendt. En tid var jeg i vildrede, men pludselig stod det klart for mig: det var den retorik, som 1930ernes psykiatere brugte om degeneration.

Degenerationsteorien fra 1930erne handlede om menneskenes vanskeligheder ved at leve i et moderne samfund. Menneskets sociale formåen var for degenerationsteoretikerne alene bestemt af dets gener, og det kan forklare, hvorfor det er svært for os at leve i et højt specialiseret samfund, når vi nu alle i grunden er en slags stenaldermennesker. Det vil blandt andet sige, at de børn, der er urolige, blot er i bedre kontakt med den køllesvingende fortid. Samtidig kan såvel ADHD og degenerationsteorien forklare, hvorfor nogle har en nedarvet mangel på overlevelsesevne, koncentrationsevne, eller evne til at tage sig sammen. Alle sådanne forklaringer er biologiske, og man må forstå, at det psykiske og det sociale ikke spiller nogen rolle som andet end ledsagefænomener. Det væsentlige i degenerationsteorien var, at når en fejl, dvs. et dårligt gen, én gang var ført ind i familien, ville det uundgåeligt nedarves til de efterfølgende generationer med stadig stigende fysisk og mentalt forfald til følge.

Det var en sådan tankegang, Marianne Breds Geoffroy udbredte for lytterne, men det var ikke degeneration, hun talte om, men ADHD. For at understrege at der bestemt ikke var tale om et modefænomen, kunne Geoffroy berette om patienter på over 70 år der var blevet diagnosticeret og som efter et langt besværligt liv med ADHD endelig havde fundet ro i Ritalin.

En sådan triumf opnåede den navnkundige psykiater og degenerationsteore­tiker Hjalmar Helweg (1886-1960) næsten også, idet han i 1933 udgav en omfattende monografi om Søren Kierkegaard, hvor han kunne påvise, at den verdensberømte filosof i virkeligheden var degenereret! Nu mangler vi bare, at Jens Otto Krag, post mortem, bliver diagnosticeret ADHD.

Til alt held er danske psykiatere på dette felt uenige, hvilket man må håbe kan føre til en mere besindig omgang med ADHD-diganosen. Uenigheden er forståelig. Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi er i besiddelse af et stof, der er i familie med amfetamin, og at det virker beroligende på urolige mennesker. ADHD-­dia­gnosen er i lyset af den kendsgerning et forsøg på at forklare, hvordan indtagelsen af et drug kan ændre noget på en medfødt defekt. Hvordan det hænger sammen, går over min forstand, og jeg har en mistanke om, at Marianne Breds Geoffroy, trods de imponerende forklaringer, heller ikke rigtig ved det. Man kan i den sammenhæng tænke på Einsteins påmindelse om, at det er teorien, der bestemmer, hvad vi ser. Så hvad er det i grunden vi ser?

Jeg vil opfordre danske psykiatere til at se lidt nøjere i historiebøgerne, inden man som Geoffroy lader sig forføre af ADHD-retorikken. Medmindre altså, at man satser på en Nobelpris.