Selv om vi ikke larmer lige så meget som I, kære danskere, og ikke har samme tradition for at provokere, så indebærer det ikke, at vi svenske er uvidende om, hvad der foregår, eller lukker øjnene for problemerne med indvandring og indvandrere.
19. oktober 2009, 22:30 – opdateret 19. oktober 2009, 22:31
Håbløse og urealistiske - det er vi svenskere, mente Naser Khader forleden dag i Deadline. Det handlede givetvis om indvandrerspørgsmålet, som det altid gør for Naser Khader, og i øvrigt for det meste i den danske debat.
Så udtalelsen var for så vidt ikke særlig enestående. Det er jo et almindeligt anerkendt faktum i Danmark, at alle vi svenskere uden nogen undtagelse er en flok enestående idioter. I hvert fald - og fremfor alt - når det handler om flygtninge og indvandrere og muslimer.
Uanset hvad I danskere i øvrigt skændes om, er I tilsyneladende alle enige om denne ene ting: Sverige og svenskerne har ikke forstået et suk af integrationsproblemerne. Vi er simpelthen alt for blåøjede og godtroende og naive til at kunne forstå, hvad der foregår.
Og det på trods af, som Naser Khader påpegede i Deadline, at Malmø er fuld af fundamentalistiske imamer i kælderlokaler rundt om i Rosengård, og at hele vores aflange land åbenbart vrimler med indvandrere.
Man må gå ud fra, at den allerstørste gruppe af indvandrere i Malmø - danskere, der er flyttet over Sundet i jagten på en større bil og en bedre bolig - ikke tælles med i den sammenhæng. Eller for den sags skyld, at hele Småland er ved at blive overtaget af ødegårdsdanskere.
Overbevisningen om de håbløse svenskere formår at samle den danske nation på en måde, som ellers kun sker, når samme nation slår de blå-gule i fodbold.
Fra dansk side får vi uafbrudt meldinger om, hvordan det er fat med indvandrersituationen på den svenske side af Sundet. Man kan ikke undgå at blive imponeret over den enorme ekspertise, som er opbygget efter et par shoppingture til H&M ved Gustav Adolfs Torg.
Den kollektive fordømmelse af os arme nabofolk synes at udfylde en central funktion i det danske samfund. Somme tider undrer jeg mig over, hvad I egentlig ville have stillet op, hvis I ikke havde haft Sverige at pukke på. For jo mere håbløse og naive vi svenskere tager os ud, jo skarpere er I danskere pr. automatik, og jo mere fremstår I som et avangardistisk foregangsland, når det gælder indvandrerproblemer og terrorbekæmpelse.
Fine with me - og at Danmark tager føringen i disse her spørgsmål er der jo heller ingen som helst grund til at betvivle.
Men lad mig alligevel bidrage med lidt forbrugeroplysning: alle svenskere er faktisk ikke naive og godtroende flygtningeelskere. Ganske vist findes de, som Danmark har sit Radikale Venstre og Mellemfolkeligt Samvirke og alle de andre gode mennesker, som havde så travlt under rømningen af Brorsons Kirke.
Alle vi svenskere er bestemt heller ikke enige med venstrejournalisten Lena Sundström, der i sin nye bog bruger flere hundrede sider på at beklage sig over de racistiske danskere.
Der findes andre debattører, som både har mere gennemslagskraft og er mere forankrede i den aktuelle debat. Som for eksempel min personlige favorit, Dilsa Demirbag-Sten, der er forfatter og journalist og desuden muslimsk kvinde. Med sine artikler i blandt andet frokostavisen Expressens kultursider er hun en særdeles stærk og klar stemme i den svenske debat.
Med andre ord et kendt navn for alle, som følger med i den svenske debat. Ikke mindst gennem de seneste måneder, hvor der har raset en kæmpedebat i de svenske medier om et emne, som ligger mange danskere på sinde: spørgsmålet om burkaer.
Eller rettere sagt niqab, hvilket Alia Khalifa fra indvandrerforstaden Rinkeby har hævdet, at hun har ret til at bære - først under sine studier til barneplejerske og siden på sin arbejdsplads. Men det vandt hun ikke gehør for nogen steder, og i skolen forbød inspektøren hende at deltage i undervisningen med et slør, der dækkede ansigtet helt.
Det allermest velartikulerede argument mod indvandrede muslimers »ret« til at bære religiøse klæder i skoler og på arbejdspladser tegnede Dilsa Demirbag-Sten sig ikke uventet for. I en klumme i Dagens Nyheter forklarede hun, at Alia Khalifa faktisk ikke har en større ret til at bære burka på sin arbejdsplads, end Dilsa Demirbag-Sten selv har til at bære bikini i moskéen.
Ansatte befinder sig jo i første række på deres arbejdsplads på grund af deres profession, ikke deres konfession. Og som Dilsa Demirbag-Sten så rigtigt føjede til, så indgår alle disse krav og »rettigheder« i en større, global tendens, hvor fundamentalistiske islamister succesivt flytter deres forposter frem - ikke mindst ved til stadighed at tillægge Vesten en skyld for alt ondt her i verden.
Den citerede artikel er bare én af mange om disse og tilgrænsende spørgsmål. Dilsa Demirbag-Sten er en af de mest læseværdige skribenter i den debat, men hun er langt fra alene.
Så blot fordi vi ikke larmer lige så meget som I, kære danskere, og ikke har samme tradition for at provokere, så indebærer det ikke, at vi er uvidende om, hvad der foregår, eller at vi lukker øjnene for problemerne.
Efter alle disse årtier med forvirrede socialdemokratiske regeringer har vi dog en del at indhente. Men det betyder ikke, at vi alle sammen - alle ni millioner - er »håbløse og urealistiske.«
Åbn en svensk avis, så skal I bare se.
Oversættelse: Lars Rosenkvist
