Indspark

7,5 mio. kroner for en papirsflyver

Anne Sophia Hermansen: I stedet for coke og champagne skal modeller nu have lidt mad backstage. De skal også have løn for deres arbejde, og der må ikke være modeller under 16 år på catwalken.

Anne Sophia Hermansen, Pressechef
Anne Sophia Hermansen, Pressechef

Det fremgår af et såkaldt etisk charter, som Danish Fashion Institute præsenterede i forbindelse med den københavnske modeuge. Det lyder jo lidt som en vittighed. Hvordan kan det præsenteres som et fremskridt, at folk skal have løn for deres arbejde, og at børn ikke skal bruges som blikfang for voksentøj? Det virker også komisk, at løsningen på modebranchens problemer med spiseforstyrrelser er, at modellerne stikkes en agurkebagel foran makeup-spejlet. Etisk charter, vorherrebevares.

Der foreligger ingen sanktioner, hvis nogen overtræder reglerne og f.eks. serverer sprut for 14-årige børnemodeller. Branchen opfordres alene til »selvjustits«, hvilket direkte oversat betyder, at chartret er anbefalelsesværdigt godt at vaske hænder i. At Danish Fashion Institute heller ikke selv tager sine etiske retningslinjer alvorligt, viste den omdiskuterede plakat for den københavnske modeuge.

Her poserede en sygeligt tynd model, duknakket og med tændstikarme – til stor forargelse for Landsforeningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade i øvrigt. Foreningen havde nemlig været med til at udarbejde det etiske charter. Men da den rettede en kritik af Eva Kruse, administrerende direktør for Danish Fashion Institute, blev foreningen affejet med kommentaren: »Vi skal jo heller ikke diskriminere folk, der er tynde«. Det er der vist heller ingen fare for i modebranchen, Eva Kruse.

Det kan umuligt tolkes som andet end en hån mod landsforeningen, at modeugen blev profileret af en underernæret og fotomanipuleret model. Det svarer til at lade en bank sponsere en kampagne, der bruger playboy-fallenten Frederik Fetterlein som blikfang. Og beklager banken sig, får den at vide, at overforbrug skam ikke skal lægges nogen til last!

Danish Fashion Institute forstår kort sagt ikke sit eget etiske charter og det ansvar, der følger med.

I TV-programmet Bag Facaden blev der i 2010 udført en BMI-test på 28 danske catwalkmodeller. En af dem havde et på 18,5, mens de andre 27 lå under. Jeg vil minde om, at man taler om underernæring og sultegrænse, når BMI-værdien er mellem 18,5 og 16. Den slags kan man dø af, og det skete også for tre modeller i forbindelse med de sydeuropæiske modeuger i 2006. Da Milano og Madrid efterfølgende indførte BMI-krav, betød det, at 30 pct. af modellerne ikke kom på catwalken det år.

Det mest overraskende her er dog ikke, at etik forveksles med en sandwich. Det er, at Københavns Kommune, der finansierer løjerne, ikke stiller flere krav til modeugen. F.eks. stiller som modkrav, at modellerne er sikret gode og trygge arbejdsforhold, at deres sundhedstilstand er i orden, og vigtigst: BMI er over 18. Kommunens støtte beløber sig til 7,5 mio. kr. over fire år – hvordan kan den legitimere over for borgerne, at den er sponsor for unge kvinder, der ikke bliver passet ordentligt på? Måske er det ikke kun Danish Fashion Institute, men også Københavns Kommune og overborgmester Frank Jensen, der har problemer med etikken?

Andre steder kan man nemlig godt finde ud af, at modebranchen ikke selv kan finde ud af tingene. Senest har også Israel indført statslig lovgivning på området.

Så længe den danske brancheorganisation mangler etik og ansvar for unge kvinders sundhedstilstand, må vilkårene for offentlig støtte naturligvis strammes op. Sker det ikke, må støtten trækkes tilbage. 7,5 mio. kr. er mange penge for et etisk charter, der i bedste fald kun kan bruges til at lave papirsflyvere af.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.