Udefra

60.000 dræbte - who cares?

Kristian Mouritzen: En ufattelig tragedie er i gang i Syrien. Over 60.000 personer har nu mistet livet i krigen om at få præsident Bashar al-Assad væltet. De fleste af dem i kamp. Men efterhånden som borgerkrigen er skredet frem også i uendelige massakrer af den slags, man ser i kølvandet på blodige konflikter.

Kvinder, børn og selvfølgelig mænd falder for regeringens og oprørernes kugler, uanset om de deltager i kamphandlingerne eller ej, og det bliver samtidig sværere og sværere at flygte fra brutaliteten.

Det er ikke længere en borgerkrig mellem de gode og de onde. Det er sekteriske kampe af et sådant omfang, at nogle kommentatorer åbent er begyndt at stille det spørgsmål, om ikke det er bedst at lade Assad blive der, hvor han er, og så gennem hans venner - russerne og kineserne - få tvunget den såkaldte præsident til at indføre demokrati og politiske reformer. Men det er alt for sent at tænke i de baner, og det kan undre, at nogle gør det. Det var det, man skulle have gjort for længst. Men dengang ville det internationale samfund - især Rusland og Kina - ikke lade FNs Sikkerhedsråd gennemføre, hvad der var nødvendigt for at tvinge Assad til et seriøst forhandlingsbord. Dengang håbede man, at oprørerne kunne gøre kort proces og fjerne Assad, hvorefter russerne og kineserne nok ville falde til ro og finde den real-politiske vej.

Sådan er det ikke gået, og i dag forbigår vi i tavshed kendsgerningerne. Over 60.000 mennesker har mistet livet. For ingen magter at hidse sig op over tab af menneskeliv. Det er først, hvis der er andre interesser på spil, eller stormagterne har brug for en undskyldning for en intervention, at menneskeliv betyder noget. Det har vi set i Darfur, i Tjetjenien og i Jugoslavien, hvor ingen for alvor var interesseret i at få standset myrderierne.

I Libyen gik vi forebyggende ind for at skåne menneskeliv, selv om der overhovedet ikke var noget, der mindede om massakrer i gang. Der var en borgerkrig kørende, javist, men ikke slagterier i det omfang, vi ser i Syrien. Man bragede løs fra luften i månedsvis i en sådan grad, at militære kilder i dag påstår, at de vestlige lande med USA i spidsen mangler den type raketter, man kunne anvende til at pulverisere Assads berygtede luftbaser, hvor der ligger masser af kemiske våben, og hvorfra fly dagligt letter og bringer død og rædsel til Syriens civile befolkning. Vi er hamrende ligeglade med menneskeliv. Det er stormagtsinteresser der dirigerer spillet, og der er ingen, der i øjeblikket stiller sig i kø til at sende fly eller soldater til det etniske kludetæppe, der er i gang med et kollektivt selvmord.

Og så er der lige islamisterne, salafisterne, al- Qaeda, Taleban, og alle disse herlige grupper, som Saudi Arabien med deres vanlige sans for mellemøstligt rænkespil sender ind over grænserne til Syrien med penge og våben på lommerne for at være med i slaget. De gør det ikke af had til Assad, som tidligere var så dum at støtte dem i kampen mod amerikanerne i Irak. De ønsker kun at være sejrherre i Syrien, når Assad er væk. Så kan de indføre kalifatet, hvor Allah blander sig i alt. Det triste er, at disse typer får udryddet alle de fornuftige syrere, der vil frihed og demokrati, uden at nogen gør noget. 60.000 mennesker. Tallet stiger, mens disse linjer læses. Men who cares?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.