Københavns kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) kalder det en oplagt og god idé, at København lægger billet ind på at blive vært for verdensudstillingen Expo i 2020.
12. juni 2008, 10:19
København vil opleve et mægtigt løft, hvis det lykkes at blive vært for verdensudstillingen i 2020. Det vurderer Venstres kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, der bakker op om overborgmester Ritt Bjerregaards ambition om at få det enorme arrangement til København.
»Det er en helt oplagt og naturlig udvikling, at København forsøger at tiltrække store verdensbegivenheder. Til næste år skal vi afholde både World Out Games, huse kongressen for den Internationale Olympiske Komite og FNs klimatopmøde. Det er alt sammen med til at markere København og Danmark på verdenskortet som en international storby,« siger Pia Allerslev.
Pia Allerslev understreger dog, at ambitionen om at få verdensudstillingen i 2020 ikke må betyde, at arbejdet med at tiltrække andre store begivenheder nedprioriteres.
»Verdensudstillingen har et langsigtet perspektiv, så vi skal fortsætte arbejdet med at få værtskaber for en række andre markante begivenheder, herunder EM i håndbold i 2012,« siger Pia Allerslev.

































