Overborgmester Ritt Bjerregaard (S) har aftalt med de tidligere brugere af Ungdomshuset og Fonden Jagtvej 69, hvordan et nyt ungdomshus skal organiseres. VIDEO: Ritt Bjerregaard mødtes med ungdomshuset
27. november 2007, 13:11
De unge brugere af det tidligere ungdomshus på Jagtvej i København kan meget snart have et nyt hus at boltre sig i.
På et møde i dag blev Københavns overborgmester, de unge og Fonden Jagtvej 69 enige om udkastet til en hensigtserklæring. Med andre ord er en formel aftale mellem de unge og kommunen nu på plads.
- Vi er glade for at vi nu er kommet så langt, og lige nu har vi ikke noget hus i kikkerten, selv om der har været mange muligheder på adresser, sagde overborgmester Ritt Bjerregaard efter mødet.
- Jeg forventer, at de unge vil have et hus, hvor de får ordentlige forhold.
De unges repræsentant, der kalder sig Maja, sagde desuden, at den vedtagede hensigtserklæring er blevet godkendt på de mandagsmøder, de unge holder hver uge.
Advokat Knud Foldschack, der under forhandlingerne med overborgmesteren har repræsenteret Fonden Jagtvej 69, mener, at fonden fremover kan være det bindeled, der får forholdet mellem de unge og kommunen til at fungere.
Og det skal gå stærkt - men ikke for stærkt - med at finde et nyt hus til de unge.
- Nu handler det om at finde det rigtige sted, som også tager hensyn til naboerne, siger Knud Foldschack, der undertreger, at de unge ikke er postnummerfikserede, men at deres eneste krav er, at et nyt ungdomshus skal ligge på eller i nærheden af Nørrebro.
Knud Foldschack forventer, at en endelig aftale med adresse på et nyt hus vil være på plads om 3-4 måneder.

































