Rød regering vil indføre bompenge i København

København får lov at indføre bompenge, hvis der kommer en S-SF regering. De to partier vil bruge provenuet på 2,2 mia. kr. årligt på bedre og billigere kollektiv trafik.

Bilister kommer til at betale bompenge for at køre ind og ud af København, hvis en S-SF regering ser dagens lys efter næste folketingsvalg. Det siger den socialdemokratiske trafikordfører, Magnus Heunicke, der dermed åbner for, at Københavns Kommune kan få gennemført det over ti år gamle ønske om at kunne opkræve trængselsafgifter.

Også de Radikale på Christiansborg støtter en betalingsring omkring hovedstaden. Meldingen kommer efter, at Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) endnu en gang har rykket regeringen og Folketinget for et svar på, hvordan en principbeslutning i Folketinget om kørselsafgifter skal effektueres, efter at både Holland og Danmark har udskudt implementeringen af et landsdækkende, intelligent system for kilometerafgifter på ubestemt tid.

»Bompengene kommer, når vi får en ny regering, og provenuet på 2,2 mia. kr. årligt skal gå til forbedringer af den kollektive trafik på hele Sjælland samt til billigere togbilletter. Det er jo bilister fra hele Sjælland, som kommer til at betale regningen, og det kan vi kun forsvare, hvis der kommer et ordenligt alternativ med kollektiv trafik,« siger Magnus Heunicke.

Derfor vil en rød regering også pålægge DSB at stille med en plan for, hvordan den kollektive trafiks markedsandel kan fordobles, inden en ny, dobbeltsporet bane mellem København og Ringsted til 10 mia. kr. kan indvies i 2018.

»Vi skal have flere tog, hurtigere tog og billigere tog. Om nødvendigt må DSB leje togmateriale i udlandet. Og så skal Københavns Hovedbanegård udbygges,« siger Magnus Heunicke.

V: Bompenge er ekstraskat

Hvis VK-regeringen fortsætter kan København derimod skyde en hvid bom efter en betalingsring. Venstre afviser kategorisk princippet og holder fast ved planen om intelligente kørselsafgifter, kaldet roadpricing, hvor bilister betaler en kilometerafgift i forhold til, hvor og hvornår de kører »Vores holdning er uændret. Vi kan ikke acceptere bompenge, da det ville være en ekstra skat på folk, der kører ind i København for at passe deres arbejde. 

København har i forvejen lagt stærke hindringer i vejen for bilister. Der er tårnhøje p-afgifter, som de har besluttet at gøre endnu højere,« siger Kristian Pihl Lorentzen.

Han peger på, at Folketinget har bevilget 97 mia. kr. til nye trafikinvesteringer frem til 2020, og to tredjedele af investeringerne går til den kollektive trafik. »Det vil få en virkning på lidt længere sigt, men inden den indtræffer, og den kollektive trafik bliver langt mere attraktiv, ville det være dybt, dybt forkert at begynde at piske løs på bilisterne,« siger Kristian Pihl Lorentzen.

SF: Det er fremtidenPå Københavns Rådhus er borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) yderst tilfreds med, at et regeringsskifte vil bane vejen for bompenge. Og han afviser, at der er tale om en ekstraskat på folk, der arbejder i København.

»Jeg er fuldstændig overbevist om, at bompenge er fremtiden. Det ser man også i mange andre storbyer. Det er den eneste måde, man kan regulere biltrafikken på. Og vi vil have gjort noget ved trafikken i København. I dag koster trængselsproblemerne ifølge en OECD-analyse ni mia. kr. årligt,« siger han.