Jette Bergenholz Bautrup er blevet smidt ud af den socialdemokratiske gruppe på Københavns Rådhus med begrundelsen illoyalitet. Selv anklager hun overborgmester Ritt Bjerregaard for magtmisbrug.
18. februar 2009, 10:18 – opdateret 18. februar 2009, 11:55
Socialdemokraterne i København er endnu en gang ude i et stort personopgør. I aftes blev veteranen Jette Bergenholz Bautrup smidt ud af partiets gruppe med begrundelsen illoyalitet og står nu til eksklusion af partiet.
Gruppefællerne beskylder Jette Bergenholz Bautrup for i årevis at have modarbejdet partiet for at promovere sig selv, bl.a. i sagen om det omstridte boligbyggeri på Kløvermarken og i forbindelse med de seneste års budgetforlig.
Jette Bergenholz Bautrup beskyldes også for at kritisere sine kollegers arbejde og for at lyve.
Samtidig vil Socialdemokraterne for alt i verden undgå en situation som ved sidste valg, hvor både Finn Rudaizky og Winnie Berndtson forlod partiet under de spegede forhandlinger om borgmesterposterne.
Det resulterede i, at Socialdemokraten Thor Grønlykke måtte aflevere en borgmesterpost til den Konservative leder Mogens Lønborg.
- Det er et klart mål for gruppen og partiet i København, at partiet ikke ligesom sidst opstiller politikere til valg i København, der på samme måde svigter partiet og bruger socialdemokratiske stemmer til at bekæmpe socialdemokratisk politik, skriver gruppen i en udtalelse med klar adresse til Jette Bergenholz Bautrup.
"Ritt truer demokratiet"
Jette Bergenholz Bautrup beskylder omvendt overborgmester Ritt Bjerregaard for magtmisbrug og beklager, at der ikke er ytringsfrihed i den socialdemokratiske gruppe på Rådhuset.
- Ritt Bjerregaard har ønsket, at jeg henviste journalister til gruppeledelsen eller ordførere på trods af, at jeg sad i det udvalg, som sagen vedrørte. Som folkevalgt politiker ønsker jeg naturligvis at give mine synspunkter til kende, hvilket gruppeledelsen ikke har accepteret siden valget i 2005, siger Jette Bergenholz Bautrup, der beskylder overborgmesteren for at have sat demokratiet ud af kraft.
Jette Bergenholz Bautrup har været medlem af Københavns Borgerrepræsentation i 23 år, og har altid været en af partiets store stemmeslugere.


































