Knap 50 unge på Amager og Nørrebro sætter politik, kommunikation og rap på skemaet.
17. juni 2009, 22:30
»Det er et hårdt liv / jeg har rodet mig ud i / skænderi og politi / det hele er forbi / der er altid skyderi / det er svært at leve i den her fucking krig,« rapper 14-årige Mohamed Naalai og hans jævnaldrende kammerat Zain El Abedin.
Selvom de to allerede har dannet rap-gruppen »The Young G’SZ« har de ligesom omkring 30 andre unge mellem 14 og 15 år på Amager meldt sig til projektet Rapolitics Playground.
De næste to uger får de tre timer dagligt undervisning i politik, kommunikation og rap, derefter går de i studiet for at indspille deres egne tekster med hjælp fra professionelle rappere. En af initiativtagerne bag projektet er medstifter af foreningen Rapolitics Lucas Nielsen. Han håber, at projektet vil give de unge mere end en velskrevet rap-teskt med i bagagen.
»Vi vil gerne give de unge nogle konkrete værktøjer, som de både kan bruge i musikken og i deres videre liv. Vi vil gerne gøre dem politisk bevidste og fortælle dem, at de kan deltage aktivt i det danske demokrati og stå frem med deres holdninger på en positiv måde,« siger Lucas Nielsen. Han er overrasket over, at lokalet i Ungehuset, som foreningen har lånt til lejligheden tirsdag aften er propfuld af unge.
Der lugter svagt af sved og cigaretrøg i Ungehuset, hvor undervisninger foregår. I et hjørne sidder en gruppe drenge i baggy pants, sorte jakker og store smykker. En tænder provokerende en smøg, en anden kaster et oppustet kondom tværs gennem lokalet. En mindre gruppe piger har forskanset sig på behørig afstand. Deres øreringe er mindst lige så voluminøse som drengenes, men bukserne er smalle og stramme.
De første to timer med politik og kommunikation er lige slut, og 16-årige Youssef Khallad reflekterer over, hvad politik egentlig handler om. Til at begynde med handlede diskussion i dag om demokrati og menneskerettigheder, men den endte med at handle om viljestyrke og selvværd.
»Det er ikke en skam at falde, men at blive liggende er,« siger Yussef Khallad, mens Zain El Abedin forklarer, hvad han har lært i timen efter, hvor der stod anerkendende kommunikation på skemaet. Det handlede om, at der er forskel på, om man siger »hva’ så btitches« eller »hvordan går det piger«, når man gerne vil i kontakt med det andet køn.
I den sidste time beder rapperne Sivas, de unge om at finde emner, de gerne vil rappe om. Drengene vælger bl.a. hustleri, demokrati, sex, bandekrig og racisme, men Sivas håber, at ender med at vælge nogle af de emner, der kan udvide deres horisont, og at han kan vise dem, at rap ikke kun handler om bitches og bandeord. De unge her har flere muligheder end de amerikanske rappere, de lytter til, mener Sivas, der selv kunne være endt som aggressiv asfaltsnomade, men har valgt at rappe sine holdninger ud i stedet. Det vil han gerne give videre til de unge.


































