Demonstranter klager over, at politiet ændrede rute.
6. oktober 2007, 14:42
- Vi går nu fra Nørrebrohallen, vi er omkring 4000 mennesker. Politiet har allerede forsøgt at chikanere os ved at ændre den aftale rute, men vi er ved godt mod og har ikke tænkt os at lade os provokere, meddelte G13's pressegruppe ved 14:30-tiden lørdag.
Afgangstidspunktet blev udskudt, da der først skulle holdes taler. Mens G13's pressegruppe anslog tallet af demonstranter til 4000, mente Københavns Politi, at antallet kun var mellem 1000 og 2000. Samtidig beklagede pressegruppen, at politiet i sidste øjeblik ændrede på den rute, som demonstrationen i første omgang skulle følge. Men det afviste politiets talsmand Flemming Steen Munch.
- Vi har hele tiden sagt, at vi ikke vil have dem helt hen til huset. Demonstrationen skal gå til Genforeningspladsen, og derfra kan vi så snakke om, hvor de så må gå hen, sagde han.
Aktionsgruppen G13 har varslet, at fire såkaldte blokke om nødvendigt ville bryde ud fra demonstrationen og gå alternative ruter.
- Det kan være, hvis politiet afskærer os vejen, sagde en talsmand fra gruppen til Ritzau.
Efter politiloven kan politiet foretage såkaldte præventive anholdelser blandt andet for at forhindre et opløb, men ifølge Flemming Steen Munch ville politiet ikke skride ind, så længe demonstrationen forløb fredeligt.
- De kan gå, hvor de vil, bare de ikke laver hærværk og lignende. Bortset fra, at vi ikke vil have dem i nærheden af den pågældende lokalitet, sagde han.
/ritzau/


































