Politiet meldte afbud til Christiania-kamp

»Men vi møder dem den 25. på Kløvermarken,« lød det fortrøstningsfuldt fra Christiania Sports Clubs målmand, Werner Huusfeldt, på lørdagens Christianshavnerdag.

Dagens højtprofilerede fodboldkamp mellem politiet og Christiania måtte desværre aflyses, da Christianshavnerdagen i dag blev afholdt på Arsenaløen på Holmen. På grund af skadede spillere havde politiet meldt afbud til kampen.

Men bortset fra den lille skuffelse blev det en vellykket dag med masser af aktiviteter: Kajakroning i havnen, bokseopvisning med de regerende danmarksmestre fra Christianshavns Idræts Klub, brydning, ponyridning, historiefortælling, stavgang for ældre, dame- og børnegymnastik samt en masse fodbold – politi på banen eller ej.

- Normalt møder vi kun Politiets hold i de almindelige turneringer. Her på Christianshavnerdagen er der mere tale om en hyggeturnering med syvmands-hold, forklarer Werner Huusfeldt, som er kasserer og medlem af klubbestyrelsen i Christiania Sports Club, CSC, og som i går stod på mål for holdet.

- Vi synes, det er vigtigt at være med i et arrangement som det her, og det er da klart, at når Politiet møder op til en kamp mod os, så bliver det lidt af et tilløbsstykke, der trækker ekstra tilskuere. Folk har helt klart ærgret sig over aflysningen, siger han men trøster med, at Christianias 1. seniorhold møder Politiets ditto 25. september på Kløvermarken.

Kæmper for multihal

Det var det nystiftede Christianshavns Lokaludvalg, der sidste år tog initiativ til Christianshavnerdagen, som i år blev holdt for anden gang.

- Det gjorde vi dels for at skabe bedre integration mellem de forskellige social- og kulturgrupper i bydelen, dels for at sætte fokus på den multihal til idræt og kultur, som Christianshavn i 30 år har kæmpet forgæves for at få, siger medlem af lokaludvalget Julius Lund.

- Det er en skævvridning i kommunen, når en bydel som Vanløse har 12 idrætshaller, mens Christianshavn ikke har ét eneste sted for hverken gamle eller unge.

Men måske er der håb forude. Både kulturborgmester Pia Allerslev (V) og overborgmester Frank Jensen (S) lagde i går vejen forbi Arsenaløen. Og ifølge overborgmesteren skal multihallen indgå i de kommende økonomiforhandlinger i Borgerrepræsentationen:

- Jeg hører, at Pia Allerslev vil prioritere multihallen højt, og så kan det jo være, at andre partier også vil være med til at løfte finansieringen, sagde han.