Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Politiet har konfiskeret 14 knive

Fjorten knive og en enkelt totenschlæger. Det er politiets jagtudbytte efter tre uger med visitationszoner i København.

»Det er et ganske godt resultat. Det viser, at der ikke er nær så mange knive i omløb, som man skulle tro, når man læser de mange skriverier om knivoverfald,« siger informationschef i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch til Urban.

Betjentene fra Københavns Politi har i alt kropsvisiteret 1.785 personer siden 13. december, hvor de seks zoner blev oprettet. Zonerne giver politiet øgede beføjelser til at gennemrode borgernes lommer i bestemte områder. I denne omgang har zonerne ført til 30 sager, hvoraf kun halvdelen drejer sig om ulovlige våben. Resten er fortrinsvis fund af kokain og hash.

I gennemsnit svarer det til, at otte ud af tusinde personer (0,8 procent), af de personer, som politiet stopper, har et ulovligt våben på sig. Trods zonerne og våbenindsatsen lykkedes det dog ikke for Københavns Politi at forhindre, at en 19-årig mand i weekenden blev stukket ihjel ved Strøgets udmunding mod Kgs. Nytorv - netop i en visitationszone.

»Om vi så lagde en jernring omkring hele byen og visiterede alle, der skulle ind i København, ville vi ikke kunne forhindre, at den slags sker,« siger Flemming Steen Munch. Flere politikere med Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i spidsen presser på for at gøre visitationszonerne permanente, Men det vil ikke gøre den store forskel, mener politidirektør Hanne Bech Hansen. Det vil kun spare en enkelt postgang, så de lokale politistationer ikke længere behøver at spørge om lov, hvis de vil visitere i et bestemt område.

»Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at politikerne vil give grønt lys for, at folk kan blive visiteret dag og nat, på lørdage og søndage,« siger Hanne Bech Hansen til Ritzau. De seks visitationszoner afgrænser områder i henholdsvis City, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro, Tingbjerg, Amager og Valby. Ifølge informationschefen i Københavns Politi vil de sandsynligvis blive forlænget, når de udløber på mandag, skriver Urban.

Kilde: Urban