Videoovervågningen på udvalgte gader i København er blevet forsinket på grund af økonomirodet i politiet. Men nu er pengene fundet, og kameraerne ventes oppe om nogle måneder, siger politidirektøren.
18. august 2009, 11:02
200 kameraer - og et topmoderne overvågningssystem - skulle egentlig have været på plads i København i starten af året, men de lader fortsat vente på sig.
Københavns overborgmester Ritt Bjerregaard (S) rykkede tirsdag Københavns Politi for de forsinkede overvågningskameraer, men nu skulle de endelig være på vej, forsikrer politidirektør Johan Reimann.
De mange måneders forsinkelse skyldes det økonomirod og omfattende underskud, der blev opdaget i Rigspolitiet tidligere på året, fortæller han.
Skudt i gang igen
»I begyndelsen af 2009 opdagede vi i Dansk Politi nogle meget store økonomiske problemer, og det gjorde så, at dette og forskellige andre projekter blev sat i bero, indtil man havde et præcis overblik over økonomien,« siger Johan Reimann, der dog tilføjer, at hele projektet er skudt i gang igen.
»For nogle dage siden fik vi grønt lys til at fortsætte det her projekt, og vi kører på med fuld kraft, så jeg regner med, at vi har videoovervågningen på plads inden for få måneder,« siger politidirektøren, der vil informere overborgmesteren om situationen, når de holder et møde på fredag.
Det er allerede for længe siden besluttet, hvilket firma der skal stå for overvågningen, hvilke tekniske muligheder der skal etableres, og hvor i byen de første kameraer kommer op.
Strøget bliver først
Fire områder i København er udpeget som overvågnings-områder:
- Området omkring Nørrebro Station
- Vesterbrogade fra Rådhuspladsen og frem til Axeltorv
- Værtshusområdet ved Vestergade og Nørregade
- samt den første strækning af Strøget fra Rådhuspladsen og ned til Gammel Torv og Nytorv.
Det er den sidstnævnte, der er blevet udvalgt som pilot-strækningen - hvor de første kameraer skal sættes op.
Firmaet AC Sikring, der dengang vandt udbuddet om overvågningsløsningen, har tidligere oplyst, at der i de fire områder vil blive opsat ca. 200 kameraer i alt. Og kameraerne vil have en så høj opløsning, så det er let at genkende personer.
»Det blier en løsning, der muliggør den videoovervågning, som vi har ønsket at få,« siger politidirektør Johan Reimann.
Det er politiet selv, der finansierer videoovervågningen.


































