3. januar 2009, 22:30

John og Hildur har kendt hinanden hele livet. De voksede op i samme karré på Nørrebro, og John legede endda med Hildurs lillebror dengang før krigen. Men i over 50 år var John gift med Inge og Hildur gift med Børge. De fik hver deres børn, og årene gik. Så døde først Johns kone og siden Hildurs mand. De bærer stadig deres vielsesringe, for »man må aldrig glemme fortiden, selvom man lever videre,« som John siger. Men leve videre, elske og danse skal man. Også selvom man er omkring de 80 år.

En dag for seks år siden så John Hildur stå på sin altan og se lidt fortabt ud.

Hildur: »Det var fordi, jeg ikke kunne komme ud af lejligheden. Jeg har angst. Så jeg kunne aldrig gå alene ud i byen.«

John: »Jeg havde så ondt af hende, og hun var jo så ulykkelig. Det var hendes mand, ja. Han var lige død. Hun rendte rundt og var meget forvirret og græd. Så sagde jeg, at jeg gerne ville tage varer med hjem til dig, Hildur …«

Hildur: »Så en dag, du skulle til dans, spurgte jeg, om du ville komme ind og få en kop kaffe. Og så var der ingen vej tilbage.«

John: »Nej. Efterhånden blev vi glade for hinan
den. Du blev meget glad for mig …«

Hildur: »… og omvendt, ja! Det var hans charme og øjnene, jeg faldt for … og så har han altid været så pæn i tøjet og i godt humør. Jeg har haft kig på ham længe, også mens han var gift med sin kone …«

John: »Ja, det ved jeg ikke noget om!«

Hildur: »Nej, det ved du ikke. John var jo gårdmand i ejendommen på Nørrebro, og når han gik med trillebøren i gården, så kiggede jeg … he …«

John: »Ja, hvad er det, min søn siger: ’Far, hende passer du godt på, min …’ Hvad er det, de kalder det … papir- …? Nej, ‘papmor!’«

Hildur: »Det er pudsigt, ikke? At vi har kendt hinanden alle de år. Og nu er vi sammen. Ja, jeg kunne ikke være alene – men det kunne John i hvert fald heller ikke! Det er svært at blive gammel alene.«

John: »Men jeg føler mig ikke gammel. Jeg elsker livet. Når man tænker på, hvad jeg har været igennem. To hjertestop og syv blodpropper. Jeg har prøvet at være inde i det der mørke, hvor der er kulde og alt det hvide lys.«

Hildur: »Ja, du har været heldig. Folk siger også altid, at du er så glad.«

John: »For at sige det rent ud, så har vi det godt. Vi har hinanden.«