Nytårskur til den store guldmedalje

Dronningen og Prinsen i guldkaret, gardehusarer og rigets spidser i galla gjorde en kold januardag til en fest i København.Billedserie: Regentparrets karettur

Mens enkelte snefnug dalede ned og kinderne på de gardere, der stod på vagt, gradvis antog samme farve som deres røde gallauniformer i den bidende frost, strømmede damer og herrer til Christiansborg til Regentparrets store nytårskur, hvor Kronprinsen også deltog.

Den mørke vinterformiddag blev lyst op af en parade af farvestrålende uniformer med eller uden sovsekandehatte eller flotte rober for kvindernes vedkommende og kjole og hvidt for mændenes - altså undtagen biskopperne, hvor både de kvindelige og de mandlige var iført deres sorte kjoler - alle med de ordener, de måtte være tildelt.

Dronning Margrethe og prins Henrik var kørt fra Amalienborg i guldkaret og gardehusarer med trompetere var med hele vejen - bortset fra paukehesten, der først stødte til lige før Holmens Kanal, men til gengæld førte an ind i Prins Jørgens Gård på Christiansborg.

Inde i de lune gemakker vankede der småkager og varm kaffe og så naturligvis formålet med det hele, udvekslingen af ønsker om et godt nytår med de kongelige. Men der blev også uddelt kindkys og håndtryk kurgæsterne imellem.

Blandt kurgæsterne var både afgående og nytilkomne, bl. Frederikbergs snart forhenværende borgmester, Mads Lebech, og den i første omgang konstituerede rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, der blev fulgt af hele politiledelsen med Københavns politidirektør Hanne Bech Hansen i spidsen.

Blandt veteranerne sås pensioneret generalløjtnant K.G.H.Hillingsø og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, der glædede sig til at komme ud sammen og fange torsk på Øresund i næste måned. Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, der fulgtes med tidligere Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, ventede pænt med at tænde cerutten, til han var uden for slotsporten.