Der skal være plads til tusindvis af cykler ved Københavns Hovedbanegård. Inden 2013 skal nye cykelskure stå klar. En arkitetktkonkurrence skal afgøre hvem, der kommer til at stå for udformningen.
11. november 2009, 07:14 – opdateret 11. november 2009, 07:26
Det skal være slut med at lede forgæves efter en plads til sin cykel ved Københavns Hovedbanegård. Inden 2013 skal en ny banegårdsplads med plads til op mod 7.000 cykler løse de mange pendleres frustration over ikke at kunne parkere cyklen og dermed de parkeringsproblemer, der har præget området omkring ved Hovedbanegården i årevis. Det skriver MetroXpress i dag.
- Der er mere end nogensinde behov for nye cykelparkeringspladser ved stationerne, og problemerne bliver ikke mindre med det kommende metrobyggeri rundt om i byen, siger teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R) til MetroXpress.
Cykelparkeringspladserne skal findes ved at udvide Tietgensbroen, så det nuværende areal kommer til at brede sig ud over banenettet.
Projektet kommer i følge Klaus Bondam til at koste et tocifret millionbeløb og skal efter planen stå færdigt i 2013.
Direktør for Dansk Cyklist Forbund, Jens Loft Rasmussen, er glad for det nye forslag:
- Vi har efterspurgt det her længe, og det er første gang, jeg hører, at man taler om 7000 pladser. Det er utrolig glædeligt, siger han til MetroXpress.

































