:

Nye argumenter mod cykelbroer på Christianshavn

Fire planlagte broer over Christianshavns Kanal skal åbnes og lukkes 100 gange om dagen, viser optælling af bådene i Københavns havn. Bromodstandere og kommune er uenige om konsekvenserne.

Hver dag sejler 400 både gennem Christianshavns Kanal. 100 af disse er så høje, at de planlagte cykelbroer over kanalen skal åbnes og lukkes for at lade dem passere. Det viser en  trafiktælling, COWI har foretaget.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune mener, at gennemsejlingen kan håndteres ved at holde broen åben i 15-20 minutter i timen, fordi det kun vil tage 90 sekunder at åbne og lukke broen.

Foreningen Lad Havnen Leve mener derimod, at en broåbning vil tage 15 minutter og at der derfor skal bruges 25 timer i døgnet for at klare gennemsejlingen.

- Det er især den ene af broerne, der er planlagt til at ligge over den nordlige del af kanalen, der vil volde problemer. De tre andre skal efter planerne ligge over mindre trafikerede dele af den, siger Knud Josefsen, der er formand for foreningen Lad Havnen Leve, til Berlingske.dk

Foreningen mener derfor, at Københavns Teknik- og Miljøudvalg bør genoverveje de alternative forbindelser over havnen inden Miljø- og Teknikforvaltningen på onsdag skal  tage stilling til de forslag til en forbindelse over Christianshavns Kanal, som en række arkitekter har udarbejdet.

Overflødige broer

Foreningen mener, at de alternative forslag vil skabe bedre sammenhæng mellem bydelene end broerne. Det gælder f.eks. forslaget om en tunnel under havnen eller en pendulfærge.

 - Det er oplagt at lægge forbindelsen længere nordpå i havnen, fordi cyklisterne på den måde vil blive sparet for den lange tur ind gennem indre by. Det vil forkorte deres cykeltur langt mere end de 1 minut og 20 sekunder broen over Christianshavn kanal vil spare dem for, siger Knud Josefsen.

Trafikministeriet arbejder på en principbeslutning om en længdegående tunnel gennem Københavns Havn allerede i 2010. Hvis den bliver bygget bliver broen helt overflødig, fordi tunnellen har en cykelsti mellem Holmen og Nyhavn, påpeger Knud Josefsen.

- Politikerne i Københavns Kommune burde snakke lidt mere sammen med deres partifæller på Christiansborg, inden de går videre med planerne om en cykelbro over Københavns havn. For hvis politikerne på Christiansborg beslutter at bygge havnetunnellen, så har politikerne på Københavns Rådhus smidt 150 millioner ud af vinduet på en bro, som havnetunnellen overflødiggør, siger Knud Josefsen.