22. juni 2009, 21:58 – opdateret 25. juni 2009, 08:03

»Stormoské på vej til København«. »Moskébyggeri bremset«.

Sådan har overskrifterne bølget frem og tilbage de sidste mange år, når fremtidsudsigterne for den såkaldte »moskégrund« på Amager har tegnet sig enten lyse eller dystre. For selvom planerne for en rigtig moské – til forskel fra de kælderlokaler og lagerrum rundt om i landet, hvor danske muslimer i dag praktiserer deres tro – har floreret i over tre årtier, og der flere gange er taget skridt til at realisere dem, er første spadestik endnu ikke taget.

Københavns Kommune gav grønt lys for en moské, da der i 1992 blev vedtaget en lokalplan for grunden mellem Njalsgade, Artillerivej og Amager Fælledvej, et stenkast fra det nu så populære Islands Brygge Strandpark. Den fastslog, at grunden bl.a. skulle benyttes til en moské.

Ideen var dog langt ældre end lokalplanen, for helt tilbage i 1970erne gik de muslimske ambassadører i Danmark sammen om deres tanker om opførelsen af en fælles moské, og i mange år betalte muslimerne, hvad der endte med at blive i alt seks mio. kr. for en grund til formålet. I 1980erne gik den saudiarabiske fond Muslim World League ind i projektet, og resultatet var, at den socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen fremlagde forslaget til lokalplanen.

Massiv modstand
Modstanden var dog massiv, både lokalt og nationalt – over 6.000 danskere skrev under på en protest, og et københavnsk arkitektfirma, der havde tegnet et udkast til mosképrojektet, modtog grove trusler. Alligevel blev planen vedtaget af et bredt flertal på rådhuset:

»Kun et par enkelte medlemmer af Borgerrepræsentationen vil stemme imod forslaget. Men det er ikke ensbetydende med, at moskéen bliver bygget,« udtalte Københavns konservative boligborgmester H. Thustrup Hansen med en vis fremsynethed op til afstemningen 1992.

For lige siden har kampen for en moské vist sig langt andet end let. Det har været problematisk for de danske muslimer, der igennem årene har organiseret sig i en række forskellige sammenslutninger og foreninger, at anskaffe de mange påkrævede millioner kroner, det ville koste.

Muslimsk splittelse
Miljøet har ligeledes været præget af splittelse og uenighed. Nogle mente ikke, at pengene skulle komme fra, og dermed indflydelsen, hos Muslim World League. Nogle frygtede, at en saudiarabisk finansieret stormoské ville betyde, at linjen for udlægningen af islam ikke kunne lægges af de herboende muslimer. Også nationale og etniske tilhørsforhold har vist sig som en barriere, både i forhold til sprog og udlægning af islam. Selv det håb, der opstod, da muslimerne efter års tovtrækkeri nåede til enighed om etableringen af en muslimsk begravelsesplads, blev senere slukket.

Et andet problem har været, at der var tale om at leje en grund, og ifølge islamiske forskrifter skal en moské opføres på en grund, ejet af muslimer. I 2001 ønskede Muslim World League derfor at købe moskégrunden af statens ejendomsselskab Freja, der fastsatte prisen til over 184 mio. kroner – en pris, der af flere blev kritiseret for at være ublu og uretfærdig høj.

Grunden blev da heller aldrig erhvervet, men blev senere solgt til selskabet Njalsgade K/S, der i 2006 præsenterede deres vision for området: Projektet »Batteriet«, tegnet af Bjarne Ingels Group, der indeholder en moské med plads til 1.000 bedende, men som godt nok kræver en ny lokalplan.

Året efter meldte en ny spiller sig pludselig på banen – en dansk-amerikansk tegnestue, med økonomisk opbakning fra bl.a. den islamiske stiftelse Tabah Foundation med base i De Arabiske Emirater, præsenterede planen for »The Grand Mosque of Copenhagen«, der skulle være den femtestørste moské i Europa. Danske muslimer havde aldrig hørt om projektet. Og det havde kommunen heller ikke – men det blev da også hurtigt skrinlagt, for ejeren af moskégrunden var ikke interesseret. Og overborgmester Ritt Bjerregaard (S) afviste hurtigt at imødekomme ønsket om at finde en alternativ grund til stormoské nummer to.

»Der er kun plads til én stormoské i hovedstaden,« udtalte hun.

Om det nogensinde vil lykkes at få etableret den ene, må tiden vise.