Statsminister Lars Løkke Rasmussen mødte sammen med en række andre toppolitikere op til gudstjeneste søndag i Tingbjerg Kirke.
25. oktober 2009, 13:03 – opdateret 25. oktober 2009, 13:39
Tingbjergs sygemeldte og fordrevne sognepræst, Ulrich Vogel, fik søndag massiv støtte fra egne sognebørn og ikke mindst fra udefra kommende kirkegængere ved søndagens gudstjeneste.
Blandt kirkegængerne i den totalt overfyldte kirke sås en række af dansk politiks kendte ansigter, med statsminister Lars Løkke Rasmussen som det mest prominente og overraskende.
Ikke før trængslen af sikkerhedsfolk og uniformerede betjente, der tårnede sig sig op som en mur, da Lars Løkke ankom i ministerbilen, blev de forsamlede klar over, at det var statsministeren, der gjorde sin entre.
Det skete oven i købet med sin datter Lisa, "der jo skal have 10 klip, inden hun skal konfirmeres," som Lars Løkke Rasmussen smilende sagde.
Men ellers var baggrunden for besøget i Tingbjerg Kirke alvorlig nok.
Sognepræsten Ulrich Vogel har måttet sygemelde sig, og direkte gå under jorden efter at være groft chikaneret af en gruppe utilpassede unge af blandet fremmed og dansk herkomst, som bl.a. siges at have været efter præsten på grund af hans homoseksualitet. Hvad præsten dog overfor Kristeligt Dagblad har afvist som grund.
Bundlinjen er imidlertid, at sognepræsten er blevet fordrevet, at præstegården er sat til salg og at Ulrich Vogel er sygemeldt ihvertfald til 1. december.
- Derfor er det vigtigt at komme her idag. De fleste her opfører sig pænt og ordentligt, men der er også andre, der ikke gør det - og dem skal vi ikke lade bestemme. Vi skal ikke acceptere, at et lille voldeligt mindretal tager magten, derfor er det vigtigt at sige fra, sagde Lars Løkke Rasmussen på vej ind i kirken med sin datter.
Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, gav udtryk for, at det er vigtigt "at vise foragt" overfor elementer og holdninger som de, der er på spil i Tingbjerg, og samtidig kritiserede hun voldsomt Københavns Kommune for at have ladet tingene komme ud af kontrol i boligområdet.
Tidligere socialminister Karen Jespersen sagde, at den udvikling, man har set i Tingbjerg, også findes i andre lande:
- Men vil skal ikke acceptere, at der her i Danmark skal være "No go areas", hvor man ikke vil have bestemte mennesker. Derfor er det utroligt vigtigt, at han fortsætter som præst, sagde Karen Jespersen i kirkedøren.
I stedet for Ulrich Vogel var det vikarpræsten Janette Baun, der forestod gudstjenesten, og som i sin prædiken talte om lignelsen med kongesønnens bryllup, og om at det ikke er nok at være indbudt og at komme til festen, man skal også have den rette ånd.


































