Den nye miljøzone i København og på Frederiksberg, der blev indviet i dag, er noget bras, fordi den kun rammer få, ældre lastbiler. Sådan lyder kritikken fra Applus+ Bilsyn og Venstre på Københavns Rådhus.
1. september 2008, 14:29 – opdateret 1. september 2008, 17:03
Hvis københavnerne forventer at kunne trække frisk luft ned i lungerne som følge af indvielsen af den nye miljøzone i dag, bliver de snydt, så partiklerne driver.
Danmarks største bilsynsvirksomhed Applus+ Bilsyn og Venstre på Københavns Rådhus skyder den nye miljøzone i København og på Frederiksberg ned på samme dag, som ordningen blev indført.
Reglen om, at lastbiler og busser over 3,5 tons skal være forsynet med partikelfilter gælder nemlig kun den ældre vognpark, mens nyere lastbiler, der er under syv år gamle, slipper. Det samme gør personbiler og lettere varevogne.
»Miljøzonerne er simpelthen alt for hullede, og alt for mange kan køre ind i miljøzonerne uden partikelfiltre og forurene, som det passer dem. Jeg tror ikke, at ordningen vil redde ét eneste menneskeliv,« siger Venstres Jesper Schou Hansen.
Baggrunden for miljøzonen er ellers, at anslået 500 københavnere dør en for tidlig død som følge af forurening med ultrafine partikler fra dieseludstødning.
Adm. direktør hos Applus+ Bilsyn, Arne Willerslev siger, at en stor del af luftforureningen stammer fra person- og varebiler over ti år, som ikke er omfattet af miljøzonen.
»Vores optællinger viser, at der alene i København er cirka 40.000 biler, som kører rundt uden katalysatorer,« siger Arne Willerslev.
Kommunerne optimistiske
Københavns og Frederiksberg kommuner er dog anderledes optimistiske på borgernes vegne.
Med indførelsen af miljøzonen forventes det, at luftforureningen fra de ultrafine partikler reduceres med 20 pct. i løbet af to år.
Det vil ifølge beregninger føre til 150 færre for tidlige dødsfald, 150 færre hospitalsindlæggelser for patienter med luftvejs- og kredsløbssygdomme samt 750 færre bronkitistilfælde og 8.000 færre astmatilfælde.
































