Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Københavnerne vil flytte metro væk fra Marmorkirken

Et flertal af Københavnerne vil hellere have en metrostation ved Borgergade og Klerkegade i stedet for foran Marmorkirken. S vil ikke flytte den.

Et flertal af borgerne i København vil gerne have den planlagte metrostation ved Marmorkirken flyttet 100 meter længere væk til Borgergade ved Klerkegade.

Det viser en meningsmåling, som TNS Gallup har foretaget for Berlingske.dk.

45 procent af københavnerne og borgerne på Frederiksberg ser hellere den fremtidige metrostation ved Borgergade, 15 procent er for den hidtil planlagte placering ved kirken, mens 40 procent svarer »ved ikke.«

Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke kalder på lederskab fra politikerne.

- Hvis politikerne skulle træffe beslutninger efter folkestemningen, så havde vi aldrig fået Storebæltsbroen, og der ville formentlig stadig være diskussioner om, hvor vi skulle placere metrostationerne til den første metro. Det er vigtigt, vi snart træffer en beslutning om Cityringen.

Ingen fare for Marmorkirken
Magnus Heunickes to hovedprioriteter er, at der kommer en ny metro til københavnerne som et reelt alternativ til bilen, og at Marmorkirken for alt i verden bevares.

Han understreger, at han på trods af at have talt med mange eksperter endnu ikke hørt det mindste, der skulle tyde på en risiko for Marmorkirken ved at anlægge metrostationen ved siden af den.

- Vi har brug for metroen, og hvis vi skal diskutere mere, hvor den skal ligge og lave nabohøringer og undersøgelser, så vil projektet trække ud i flere år. Det er vigtigt for mig, at vi fastholder, at der træffes en beslutning snart, siger trafikordføreren og fremhæver, at Metroselskabet samarbejder med udlandske firmaer, der eksempelvis har bygget en metro under Big Ben i London, og at Metroselskabet med succes har bygget den første metro i København.

- Eksperterne har siddet i tre år og vurderet, hvor det vil være bedst at lægge metroens stationer, og jeg stoler på deres vurderinger.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra transportminister Lars Barfoed angående, hvad han synes om, at flertallet af Københavnerne ønsker metrostationen flyttet.

Stationen skal flyttes ved risiko for Marmorkirken
Formanden for borgergruppen »Nej til metro ved Marmorkirken« Steffen Hamann, ser optimistisk på tallene fra Gallup og vurderer, at vindene blæser den rigtige vej.

- Vi skal have flyttet metrostationen fra pladsen foran Marmorkirken. Hvis der er den mindste risiko for, at bygningen får de mindste revner, så er det ikke det værd, siger han.

Selvom der ikke er nogen risiko for kirken, mener Steffen Hamann også, at en metrostation foran Marmorkirken ville skæmme den historiske plads, og der ikke er nok passagerer, der ville bruge den station med Kongens Nytorvs metrostation 500 meter væk.

Selvom Magnus Heunicke ikke er enig med Steffen Hamann om den fremtidige placering af metrostationen, er han enig med ham angående bevarelsen af kirken i Frederiksstaden.

- Hvis der er den mindste risiko for at Marmorkirken kunne komme til skade ved et metrobyggeri, så vil jeg ikke tøve et sekund med at nedlægge veto mod, at byggeriet fortsætter. Jeg tror ikke, der er nogen i kongeriget, der ville være for at fortsætte byggeriet i et sådan tilfælde.

Magnus Heunicke siger, at han vil kæmpe for at få skrevet et punkt ind i aftalen med Metroselskabet, som forpligter det til at granske Køln-ulykken, når der er en evalueringsrapport og overføre de konklusioner til København i det omfang, de kan overføres.

I forrige uge faldt Kølns historiske arkiv og flere huse sammen på grund af et metrobyggeri.

Metroselskabet skriver selv på deres hjemmeside, at de vil stoppe arbejdet både før og under anlægsarbejdet, hvis de ser uforudsete og unormale bevægelser i Københavns bygninger, når Cityringen anlægges.

- og det genoptages først, når sagen er undersøgt nærmere, og der i givet fald er foretaget foranstaltninger for at undgå skader på den pågældende bygning.