Særlige hold for de dygtige elever og en ny profilskole til elever med flair for matematik og naturfag skal gøre de københavnske folkeskoler mere attraktive i konkurrencen med privatskolerne.
17. september 2010, 17:43
De fagligt stærkeste elever i Københavns Kommune får fremover flere tilbud. Mere niveaudeling med hold for de dygtige elever og en profilskole med vægt på naturfag og matematik er de mere markante tegn på, at de københavnske folkeskoler vil tage kampen op med konkurrencen fra privatskolerne.
- Det er i sig selv et mål, at alle elever skal have mest muligt ud af deres skolegang. Men vi vil heller ikke miste de stærke elever til privatskolerne, og det her kan være med til, at vi kan holde på nogle af dem i folkeskolen, siger Rasmus Jarlov (K).
Indsatsen for de stærke elever var en væsentlig årsag til, at de Konservative besluttede sig for at gå med i det "røde" forlig.
- Vi gik med i et rødt budgetforlig, fordi vi kunne få markante borgerlige aftryk, og dette var noget af det største, vi fik igennem, siger han.
I dag går 28 procent af de københavnske skolebørn i privatskole, men blandt akademikerbørnene er andelen af privatskoleelever 38 procent.
Hold for de stærke
Der er afsat to mio. kroner til mere holddeling, hvor de stærke elever i en del af undervisningstiden skal undervises med andre stærke elever på hold, hvor det går ekstra hurtigt.
- Det er en kæmpesejr for os, at der kommer øget brug af decideret niveaudeling i folkeskolen, for det har vi stået meget alene med politisk, og vi var også overraskede over, at vi fik det igennem, siger Jarlov.
Han lægger også vægt på, at den kommende profilskole får en faglig profil med vægt på naturfag og matematik.
- De nuværende profilskoler handler mest om idræt og de kreative elementer. De handler mere om, at det er rart at gå i skole og sjovt, men her handler det om at lære noget mere, siger Rasmus Jarlov, der mener, at den ny profilskole vil henvende sig til de elever, som synes, at de lærer for lidt i skolen.
Endvidere er det besluttet, at der fortsat skal være resultatløn til de københavnske skoleledere.


































