Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

København sender rykker for bompenge

Bilister skal betale bompenge for at køre ind i hovedstaden. København har ikke opgivet ønsket om en betalingsring og rykker nu regeringen og Folketinget for handling.

Du skal hoste op med 25 kr. for at køre ind i København i bil i myldretiden. Det er stadig kongstanken hos Københavns overborgmester Frank Jensen (S) samt teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF), som nu rykker regeringen og Folketinget for en lovændring, der kan bane vejen for en betalingsring rundt om hovedstaden.

Din mening: Skal København have lov til at kræve bompenge?

- Vi har brug for handling nu i denne sag. Ikke blot for at løse de aktuelle problemer med trængsel på vejene. Vores ønske om trængselsafgifter hænger nøje sammen med ønsket om at videreudvikle København som foregangsby for miljø- og klimavenlig teknologi og for at imødegå luftforureningen, skriver de to topministre i et brev til ministre og partiernes trafikordførere.

Regeringen har parkeret kørselsafgifter

Et flertal i Folketinget vedtog for halvandet år siden en principbeslutning om, at danske bilister skal betale kilometerafgifter, men efter at Holland har udskudt et udviklingsprojekt for landsdækkende roadpricing på ubestemt tid, har den danske regering ligeledes valgt at parkere et dansk projekt for kørselsafgifter for privatbiler på en p-plads uden tidsbegrænsning.

Derfor presser Frank Jensen og Bo Asmus Kjeldgaard på for at få indført bompenge i ventetiden.

- En betalingsring vil være et væsentligt bidrag til en positiv udvikling af samfundsøkonomien. En OECD analyse påviste i 2009, at trængselsproblemer hvert år koster ni mia. kr. og vil stige til 11 mia. kr. i 2011, hvis der ikke sker noget, skriver Frank Jensen og Bo Asmus Kjeldgaard.

København vil bruge milliardindtægter på kollektiv trafik

Ifølge Københavns Kommunes beregninger kan en betalingsring etableres for 450 mio. kr. Den vil kunne indvies 18 måneder efter en politisk beslutning og reducere trængslen i hovedstaden med 20 pct. Provenuet er beregnet til 1,5 mia. kr., som København ønsker at investere i kollektiv trafik og en havnetunnel.

Ifølge Folketingets principbeslutning om roadpricing skal provenuet dog gå til en halvering af bilernes registreringsafgift.