København erkender metronederlag

Embedsmænd på Københavns Rådhus skal på overarbejde for at udarbejde lokalplaner for to metrostationer. Hvis ikke proceduren er overstået om godt et år, forsinkes byggeriet af Metro Cityringen.

De førerløse tog i Metro Cityringen kommer kun til at køre til tiden i 2018, hvis det lykkes Københavns Kommune i kamp mod tiden at få udarbejdet og godkendt lokalplaner for stationerne Marmorkirken og Gammel Strand inden efteråret 2010.

Det oplyser centerchef i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning Torben Gleesborg og tilføjer, at kommunen vil efterleve Naturklagenævnets afgørelse, selv om man ikke er enige i konklusionen om, at der er lokalplanspligt for de to stationsbyggerier.

- Vi respekter afgørelsen og vil selvfølgelig gå i gang med at lave de lokalplaner. Det er vores umiddelbare vurdering, at vi kan nå at udarbejde dem uden, at der vil ske en tidsmæssig forsinkelse. Proceduren tager godt et år, og vi skal være færdige til efteråret 2010, hvor Metroselskabet for alvor skal i gang med at arbejde, siger Torben Gleesborg.

Han tilføjer, at det i forvejen var planlagt, at borgerne i 2010 skulle inddrages i høringer om stationspladsernes indretning. Så noget af arbejdet er kommunen allerede gået i gang med.

Hvad med de andre stationer?
Naturklagenævnet har på baggrund af klager fra borgergrupper kun truffet afgørelse om, at der skal udarbejdes lokalplaner for de to konkrete stationer, Marmorkirken og Gammel Strand.

Årsagen er, at daglige passagertal på over 10.000 vil medføre en væsentlig ændring i det bestående miljø på trods af, at der i forvejen færdes mange mennesker i områderne.

Derimod står der intet om, hvorvidt der også skal udarbejdes lokalplaner for de øvrige stationer i Københavns Kommune, f.eks. Københavns Hovedbanegård, Rådhuspladsen og Kongens Nytorv, som vil få endnu flere passagerer end Marmorkirken og Gammel Strand.

- I dag har vi brugt tiden til at finde ud, hvad afgørelsen betyder konkret. De mere langsigtede perspektiver i afgørelsen vil vi godt lige have tid til at drøfte i kommunen, inden vi udtaler os, siger Torben Gleensborg.