125.000 løbere deltager de kommende fem aftener i verdens største motionsløb i Fælledparken.
31. august 2009, 13:40 – opdateret 31. august 2009, 15:04
Klokken 18.00 i aften genlyder Fælledparken i København atter af lette fjed og tunge åndedræt.
Der skydes denne omgang af det traditionsrige årlige motionsløb, DHL-stafetten, nemlig i gang. Løbet strækker sig over fem aftener, og når arrangementet slutter fredag aften, har 125.000 løbere været rundt på stierne.
Deltagerantallet sætter igen i år rekord med cirka 25 procent flere deltagere end sidste år.
- De seneste mange år har vi været udsolgt flere måneder før, så i år har vi udvidet både ruten, så vi undgår propper de smalle steder, og teltområdet, så vi kunne øge deltagerantallet, siger informations- og pressechef Dorte Vibjerg.
Rutens længde er dog den samme. De fem mand store hold dyster i en 5 x 5 kilometers stafet, men det er langtfra kun konkurrenceelementet, der har gjort DHL-stafetten populær.
- Firmaerne gør det til en fest for de ansatte, og mange har musik, egne grill og kokke med. Samtidig er det gået op for folk, at motion er sundt, og firmaerne profilerer sig på den sunde profil, siger Dorte Vibjerg.
Det er dog ikke kun ren askese i Fælledparken. Frivillige knokler i øjeblikket med at få fyldt 25.000 madkurve med blandt andet chips, chokolade, brød, ost, pålæg og vin, som bliver udleveret til holdene, så løberne kan få fyldt energidepoterne.
- Vi har 700-800 frivillige i sving, og vi skal nok blive klar, lover Dorte Vibjerg, der opfordrer alle deltagere til at komme i god tid og parkere væk fra området.
For beboerne på Østerbro, er det måske værd at bemærke, at Øster Alle vil være lukket fra kl. 17.30 til 21.30 i perioden 31. august til og med den 4. september.


































