Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

K og DF: Sælg Nyboder og byg en havnetunnel

De Konservative og Dansk Folkeparti vil sælge boligkvarteret Nyboder for at kunne bygge en havnetunnel i København.

København skal have en havnetunnel og finansieringen skal ske gennem salg af det fredede boligkvarter nær Østerport i København, Nyboder.

Det mener i hvert fald politikere fra De Konservative og Dansk Folkeparti:

- Der er bred politisk enighed om, at København har behov for en havnetunnel. Vi vil derfor sætte Nyboder til salg, og disse penge skal være startskuddet til den nye havnetunnel, lyder det fra den konservative kandidat til Borgerrepræsentationen, Jakob Næsager.

Sælg Nyboder som ejerboliger
Står det til Jakob Næsager, der stiller forslaget sammen med Karin Storgaard fra Dansk Folkeparti, skal Nyboder sælges som ejerboliger:

- Beboerne vil på den måde få mulighed for at eje de huse, de allerede bor i. Hvis de ikke er interesserede i det, kan de sælge husene til anden side. Men mit udgangspunkt er, at boligerne bliver udbudt til de mennesker, der i forvejen bor der.

Af andre mulige købere, forestiller Jakob Næsager sig ATP eller et af de eksisterende boligselskaber.

Ikke nyt at sælge Nyboder
Når De Konservative og Dansk Folkeparti vil sælge Nyboder, der i dag ejes af Forsvaret, er det ikke første gang, den gamle bebyggelse har været i spil som statslig salgsvare.

I 1853-78 halveredes Nyboder således ved salg, og ved forskellige finanslovsforhandlinger har det været i spil at sælge området for at give pengene til Forsvaret:

- Så vi tænkte, at tiden var inde til at bringe Nyboder i spil igen. Og i stedet for at lade pengene gå til Forsvaret synes vi, at de kan indgå i finansieringen af en havnetunnel i hovedstaden, lyder det fra Jakob Næsager.