3. januar 2009, 22:30

Oles verden er lille. Den går i en trekantsbevægelse; fra den kommunalt anviste bolig på Smedetoften til grillbaren rundt om hjørnet og til flokken af kammersjukker og bajerdrikkere på købmandshjørnet.

Det er dér, han sidder nu. Halvt oplyst af købmandsbiksens bidske udendørsprojektør. Engang var rammerne for hans dagligdag arbejdet. Som tømrerlærling, som jord- og betonformand og som flyttemand. Sådan én, der kunne bære den halve verden på sine arbejdsvante skuldre. Indtil en dag for 15 år siden, hvor ryggen og alt andet med den knækkede.

»Vi skulle flytte et klaver. Så ham min makker, som jeg gik sammen med, han gik ét trin for hurtigt ned. Så knak det i ryggen. Det var virkelig, virkelig slemt. Jeg havde en rigtig sød kæreste dengang, og jeg kunne ikke engang bolle hende normalt bagefter! HØ! Nå. Hende har jeg ikke mere. Jeg har haft ondt i ryggen hver dag lige siden. Jeg har ikke haft noget arbejde siden, og jeg kan heller ikke få pension. Det er derfor, jeg har været derovre på ’tosseafdelingen’ to gange. I sådan noget ’AK-TI-VE-RING’. Jeg ville hellere have pension, men de følger vel deres regler inde på kommunen, selvom jeg har ventet og ventet. Så jeg er bare bistandsklient; nu sidder jeg her og drikker bajere og får en smøg for at få tiden til at gå.«

Hvor meget drikker du?

»Aaaarh, det går op og ned. Det kan være ti øl, og det kan være 15 øl.«

Hvorfor?

»Hvorfor?! Fordi jeg godt kan lide smagen af en øl! Derovre på tosseafdelingen sagde formanden: ’Her drikker vi ikke, Hr.’. ’Okay’, sagde jeg, ’Så går jeg lige uden for porten’, og så gik jeg ned i kiosken og hentede mig en bajer.«

Hvis du kunne få din største drøm opfyldt, hvad ville det så være?

»Så ville jeg få min pension og købe min lillebrors kolonihavehus ude i Herlev. Fordi jeg kan godt lide at være ude i naturen. I den friske luft og sår’n. Så ville jeg gå og ordne blomster. Jeg holder utrolig meget af blomster.«