3. januar 2009, 22:30

Palle sidder alene på en el-kasse og ser fortabt ud i den bidende vintervind. Med ingen andre planer end at hente en konservesdåse med Wienergryde til dagens eneste måltid: Aftensmaden.

Han er en af de – statistisk set – overvældende mange førtidspensionister på Bispebjerg. Nedslidt af sygdom og selvpåført destruktion. Opgivet af samfundet. Hvordan er han endt dér, parkeret på el-kassen og samfundets sidespor?

»Jeg har brugt meget af livet på at forsøge at drikke mig selv ihjel. Og fixe mig ihjel.

Jeg er ellers udlært som købmandskommis. Jeg var 18-19 år. Alle mine kammerater røg hash og tog junk. Vi troede, det var ret harmløst. Alt det tog mere fart, efter jeg blev færdigudlært og ikke længere havde noget at lave, så kom der fart på de stoffer. Vi tog især morfinbase, som man varmer op og sprøjter i armen. Med pumpe og nål, hele svineriet.

Det stod på i nogle år, før jeg blev klog nok til at holde op. Det var først, da min egen lillebror døde af det, at jeg tænkte: Det er sgu noget usundt noget, du går og laver her. Han var ikke andet end 20 år.

For at slippe af med stofferne begyndte jeg at drikke. Whisky var min foretrukne ting. Men selve processen med at drikke … Jeg brød mig faktisk ikke om det. Jeg kunne simpelthen ikke huske en skid. Man sidder og siger ting, man slet ikke mener. Så får du bagefter at vide, at ’nå, du fik nok lavet lort i lagkagen i går’.«

»Når man ikke har penge, så bruger man ikke mere. Hvis man ikke ligefrem vil ud og stjæle. Det har jeg ikke dyrket i den store stil. Altså på nær lige én gang: En dag i 1978 gik jeg ind i en bank i Mimersgade med en plastikpose og en seddel, hvor der stod: ’Pengene. Alle! Jeg har en håndgranat i lommen’. Ingen søforklaringer dér. Så gav de mig 36.000 kroner.

Jeg var knap nået over på den anden side af gaden, før en pensioneret kriminalbetjent kom cyklende og tog fat i mig.

’Hvad fa’n er det for noget lort, du har lavet?’ sagde han. Joh, det måtte jeg jo give ham ret i. Jeg begyndte ikke at slås eller noget. Vi ventede bare på politiet sammen. Og jeg havde selvfølgelig ikke nogen håndgranat.

Det var først, da jeg blev idømt fire års fængsel, at jeg blev klar over, hvor slemt det var, det jeg havde gjort. Jeg sad 32 måneder i Vridsløse, blandt andet sammen med Palle Sørensen, politimorderen. Han havde sin lille købmandsforretning derinde. Da jeg begyndte at få orlov, kørte jeg ud på Christiania og købte en omgang hash, og smuglede det ind til Palle og til mig selv oppe i endetarmen. Han kunne sælge det tre-fire gange dyrere inde i fængslet, og jeg skulle jo selv have noget at ryge på.«

»Pigerne har været for fornuftige til at blive gift med mig. Der var én pige; vi kunne godt have fået et barn sammen, men det fik hun fjernet. Hun havde fået nok af mig til sidst. Hun ville ikke have en idiot, der bare ville drikke og ryge hash.

Jeg kan godt savne at snakke med nogen. Tiden går med at sidde og glo. TV og sådan. Men det med at sidde og tænke: ’hvis bare jeg nu ikke havde …’ – det er ikke mig. Det er, som det er blevet.

Og alle vennerne er døde. Omkring mig døde de som fluer på et tidspunkt. Af druk eller af overdoser, mens de endnu var i 40erne. Skroget – altså kadaveret, ikke? – giver simpelthen op. Mange begik den fejl, at de ikke spiste noget. De drak bare som huller i jorden. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke er gået mig på samme måde. Jeg er sgu nok født under en heldig stjerne.«