21. marts 2009, 18:08 – opdateret 21. marts 2009, 19:50

»Walla, det er sådan nogle, der altid vinder på film og i computerspil,« siger en dreng med sort dunjakke og huen trukket godt ned i panden. Han står sammen med nogle kammerater på balkonen i Korsgadehallen på Nørrebro og kigger ned på omkring et halvt hundrede hvidklædte kroppe, der bevæger sig i takt til trommerytmer nede i hallen. De 12-13-årige knægte synes, det ser ret sejt ud, når de skiftevis angriber og undviger hinanden med matrix-agtige bevægelser.

For tredje år i træk bliver der denne weekend afholdt Capoeira-meeting i Korsgadehallen, og godt 160 elever og 30 undervisere er samlet for at spille capoeira, feste og møde nye mennesker. Selvom deltagerne kommer fra flere end ti forskellige nationer, er de fælles om kærligheden til brasiliansk kultur og capoeira, der mest af alt er en blanding af kamp, dans og leg og i tidernes morgen i skjul blev udviklet som opstand mod slaveriet.

En af arrangørerne bag workshoppen er Rodrigo Garcia, der til daglig underviser både børn og voksne i capoeira på Jagtvejens Skole på Nørrebro. Han fortæller, at capoeira er mere end blot en kampdans.

»Gennem capoeira lærer man andre måder at tænke på og møde forskellige mennesker. Man kan ikke spille capoeira alene, det er en samtale mellem to mennesker, og det er vigtigt, at man kan samarbejde og integrere sig i hinanden,« forklarer Rodrigo Garcia, hvis capoeiranavn er Dino.

På gulvet bag ham har capoeiristerne dannet en stor cirkel. En høj mand med rastafarihår og en farvestrålende skjorte spiller tromme, mens de øvrige i cirklen synger og klapper. Midt i cirklen vikler to kroppe sig ind og ud af hinanden. Den ene sætter hænderne i gulvet og svinger sine ben op over den andens ryg, og når kun lige at trække sig til siden og undvige den andens spark.

»Det giver enormt meget energi, når folk klapper og synger, mens man spiller. Jeg bliver glad og kan kæmpe meget længere,« siger 26-årige Sahra Bazyar fra Nørrebro. Hun har spillet capoeira i seks år og fortæller, at det sociale fylder meget. Man pakker ikke bare sin taske og går hjem, når træningen er slut, og den brasilianske livsglæde, der hører med, betyder at alle altid er velkomne.

Oppe på balkonen er drengene lidt ærgerlige over, at de ikke bare kan gå ned og være med til workshoppen. Rodrigo »Dino« Garcia fortæller, at han tidligere har søgt om penge fra kommunen til at lave arrangementer for de unge på Nørrebro, men har fået afslag.

»Vi keder os og vil gerne prøve noget nyt. De kan alt muligt – både slås og stå på hænder,« siger en drengene.