Hver femte københavner holder juleaften to gange

Hver femte voksen i hovedstadsområdet og hver syvende på landsplan holder juleaften to gange i år. Det viser en undersøgelse, Gallup netop har lavet for Berlingske Tidende.

Det er alment kendt, at »Julen varer længe«, men det gør juleaftenerne også. Et stort antal danskere fejrer således juleaften mere end én gang i år. Og det er særligt i hovedstadsområdet, at juleaften nummer to er slået igennem.

Det viser helt nye tal fra et rundspørge, som Gallup har foretaget for Berlingske Tidende. Heraf fremgår det, at godt hver femte voksen i hovedstadsområdet pakker julegaver op, spiser julemad og danser om træet to gange eller mere i år.

På landsplan er det hver syvende voksen, som svarer »to gange« på spørgsmålet om, hvor mange gange de skal fejre juleaften i år.

De mange juleaftener kommer ikke bag på seniorforsker Else Marie Kofod fra Dansk Folkemindesamling. Hun forsker til daglig i danskernes traditioner og ritualer og kalder det »en tendens i tiden«. Et udtryk for, at moderne mennesker vil det hele og tilhører flere forskellige fællesskaber på samme tid.

»Juleaften kan sammenlignes med en anden vigtig tradition, nemlig fødselsdagen. Fra vi er helt små, bliver vi vænnet til at være en del af flere forskellige fællesskaber. Barnet fejrer sin fødselsdag i skolen, fritidshjemmet, med vennerne fra vejen og sammen med familien. Det samme gør sig gældende med julen. Vi kan sagtens fejre juleaften flere gange, f.eks. hvis forældrene er skilt, eller kæresten insisterer. Vi vil det hele og gør det i vid udstrækning også,« siger Else Marie Kofod.

Fremtidsforsker Anne Skare Nielsen fra firmaet Future Navigator ser tendensen til at holde jul flere gange som et opgør med illusionen om det perfekte liv:

»Mange mennesker befinder sig i en overgangsfase. De er konstant på vej og føler, at lykken venter lige om hjørnet. Men når de finder ud af, at livet er selve overgangsfasen, bliver det nemmere at acceptere, at den perfekte jul og det perfekte liv ikke findes. To juleaftener er for mange mennesker virkelighedens kompromis og en erkendelse af, at det perfekte ikke længere er perfekt. Det er den nye overordnede trend i samfundet,« siger Anne Skare Nielsen.