Københavns overborgmester Frank Jensen (S) forstår ikke kritikken af et fædrefrit møde om mobning. Det gør Venstre på Rådhuset til gengæld.
4. februar 2010, 13:01
Der er tale om kaffemøde....
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) forsøger nu at få ro på sagen om det fædrefri møde om mobning på Holbergskolen.
- Jeg synes, der er brug for,
at alle tager en dyb indånding i denne sag. Der er tale om et kaffemøde for
mødre og børn, hvor målene er at tale om nogle konkrete problemer og at bringe
nogle flere forældre ind i skole-hjem-samarbejdet, siger Frank Jensen.
Læs også: Fædre ingen adgang til skolemøde
Overborgmesteren er enig i, at vi ikke
skal kønsopdele samfundet eller bombe ligestillingen tilbage.
- Men jeg vil opfordre til,
at man fra alle sider forholder sig til den konkrete virkelighed. Man forsøger at skabe et godt samarbejde mellem en skole og dens
forældre. Det har man bl.a. valgt at gøre ved at lave et møde med
mødresnak, hygge og spisning for at aktivere nogle forældre, som ellers er
svære at nå, siger Frank Jensen.
Det er et misforstået hensyn
Venstre og de Konservative på Københavns Rådhus er lodret uenig. Ifølge Venstres skoleordfører Cecilia Lonning giver det ingen mening at holde et skolemøde om et så almengyldigt emne som mobning og samtidig afskære halvdelen af de potentielle deltagere fra at møde op.
- Det er et misforstået hensyn til en meget lille gruppe. Hvis emnet havde været amning kunne der være et objektivt, sagligt hensyn til, at der kun kom kvinder, siger Venstres medlem af børne- og ungeudvalget Cecilia Lonning.
Fædrene er jo autoriteterne
Hun kalder det mystisk, at der i invitationen tales om at introducere skolen til en ny gruppe forældre.
- Det gør man vel ikke i februar, når skolen begynder i august. For det andet, tyder begrundelsen for kun at invitere mødrene, at fædrene er autoritetsfigurerne i de pågældende familier. Så hvis nogen har problemer med mobning, så burde det vel netop være fædrene, man skulle have i tale, og ikke underkuede mødre, siger Cecilia Lonning.
Giver efter for muslimske skikke
Og den konservative næstformand i børne- og ungeudvalget, Rasmus Jarlov siger, at det her ikke bare er et kaffemøde.
- Det er principløst, at man bare giver efter for nogle muslimske skikke. Der ville sikkert være mange eksempler på, at man kunne gøre hverdagen nemmere ude på skolerne, hvis man gav efter. Men det handler om, hvilke værdisæt vi vil have i den danske folkeskole, og det er for mig demokrati og ligestilling, siger Rasmus Jarlov.
Venstre vil dog ikke gå så langt som langt som Dansk Folkeparti, der kræver skolelederen fyret, hvis ikke mødet i aften aflyses eller åbnes for forældre af begge køn.
LÆS OGSÅ: DF truer skoleleder med fyring
Jamen, det er bare et cafémøde for mødre
Københavns børne- og ungeborgmester Anne Vang (S) mener, at den massive kritik af det kønsopdelte skolemøde er ude af proportioner.
- Det er fuldstændigt ude i hampen at kræve en skoleleder fyret i pressen for at arrangere en mødrecafé. Det er jo ikke et traditionelt forældremøde men en café, hvor man kan få fat i en gruppe mødre, man ellers ikke kan få fat i, siger Anne Vang.
LÆS OGSÅ: Anne Vang får tørt på af S-ledelse
På Københavns Rådhus står Socialdemokraterne ikke helt alene med støtten til skolemødet. Både Enhedslisten og SFs skoleordfører Trine Schaltz samt et radikale medlem af børne- og ungeudvalget Manu Sareen kan se det fornuftige i, at holde et møde om mobning for alene indvandrerkvinder.
- Det er en fantastisk måde at få fat i familierne på. Der er en anden stemning.
Ligesom når jeg er ude at drikke bajere med mine kammerater. Så bliver der
fjollet lidt og taget fat i nogle tabuer, som jeg ikke taler med min kone om. Og
sådan er det også, når danske kvinder er sammen. Så bliver der talt om
dillermænd, siger Manu Sareen.
LÆS OGSÅ: Har Villy taget skade af, at kvinderne var på ø-lejr?


































