Der var tre hundrede meter mellem Hizbut-Tahrirs golde præken i Korsgadehallen og Københavns Internationale Dag med krydret mad og globalisering i tusinde tungemål. Nørrebro i en nøddeskal.
24. januar 2008, 20:15 – opdateret 30. august 2008, 20:24
Fyren, der representerede kommunen, var lige så stram i masken og intolerant som tonen på dvd’erne, der var til salg inde i salen: Film om kapitalismens nederdrægtigheder og Islams velsigelsner. Kommunefyren var også indvandrer og havde øjensynligt besvær med både, hvilken kasket han skulle have på og med nuancerne i sin attitude her blandt ligesindede muslimer. Indenfor i salen var stemningen seriøs og afventende. Nogle bad, og de fleste var i deres fineste puds. Alt for lange bukser, hvid skjorte og sort jakke. Skægget klippet tæt og efter en lineal. Og som altid så rene og velplejede, at man blev misundelig. Næsten. Hizb ut-Tahrirs medlemmer i Danmark havde inviteret til den årlige konference, med titlen, »De Islamiske Løsningsmodeller i Khilafah-staten«. Ud af højtalerne buldrede udpluk fra dvd’erne med lyden af brølende menneskemasser og insisterende præsters eller agitatores bombastiske tale om muslimers maginalisering. Kompromisløsheden og intolerancen lignede noget fra den yderste danske højrefløj. Bare omvendt.
De tildækkede kvinder i hvid hovedbeklædning og sort kjortel sad bænket for sig med barnevogne og de mindste børn om hælene. Nede i salen sad omkring tusinde mænd og så op på podiet, hvor fem talere ventede på deres tur. Kl. 15.15 startede oplæsning af Koranen og organisationen, der vil samle alverdens muslimer i et islamisk styre med islamiske sharia-love som højeste autoritet, var i gang med deres fjerde konference. For en førstegangsbesøgende blandt Hizb ut-Tahrirs kernesympatisører, de har mellem 100 og 200 medlemmer i Danmark og 5.000-10.000 på verdensplan, var det en ny oplevelse, at være så meget i mindretal. Både med ens denimjakke og (lykkelige) mangel på tro.
En ny dimension
Det var som at skifte dimension. Som at komme ind i en anden verden, at cykle de tre hundrede meter fra hallen op til Peblinge Dosseringen. Her tilbød Københavns Internationale Dag smags-, høre- og snakkeprøver på hundrede glade sprog. Hele verden på én dossering. De tætpakkede stier myldrede med nørrebroere og nysgerrige turister. Hvad den stramme stemning henne i hallen havde af autoritetstro, havde de mange tusinde fodgængere langs dosseringen af solidarisk selvforståelse. Man er vel åben over for: Alt. De ukrainske piger i folkedragter var smukke, når de flettede blomsterkranse, musikken i boden for Den Congolesiske Forening i Danmark svingede som død og helvede, og kvinderne i chile-boden sad og ventede på noget. Irakiske Kvinders Liga uddelte pjecer. Folk fra Tallin, Indien og Iran gav hver deres lunser til globaliseringen og al dens væsen. Paella’en i den store pande i boden for Spanien blev spist lige så hurtigt som vandet i flaskerne nede hos Hizb ut-Tahrir. Sådan er vores lyster så forskellige.
Som en sagde, da vedkommende blev bekendt med, at Hizb ut-Tahrir holdt møde samtidig med, at man ved søen få hundrede meter væk hyldede mangfoldigheden: »Her mangler kun Pia Kjærsgaard for, at det hele er dækket ind.«
