DSB jager spøgelser

Flere S-togs kunder melder om spøgelser på S-togsstationerne. Især Ryparken Station er i fokus.

Det spøger ved Ryparken Station. I hvert fald hvis man skal tro to af hinanden uafhængige kilder, som ifølge Banedanmarks medarbejderavis, Baneavisen, har meldt om overnaturlige oplevelse ved den station.

De to overnaturlige hændelser ved Ryparken har Anne Louise Seidenfaden fra Østerbro og Henritte B. fra Hellerup berettet om på politiken.dk.

Anne Louise Seidenfaden skriver blandt andet:
- Jeg har aldrig været overtroisk, indtil jeg selv for noget tid siden stødte på et vaskeægte genfærd en mørk aften, jeg stod og ventede på S-toget ved Ryparken Station. Der var tale om en ældre mand, der var helt grålig og sådan lidt gennemsigtig, og så svævede han en 10-15 centimeter over perronen og ud over sporet, indtil han forsvandt ind i et buskads på den anden side. Det var uhyggeligt.

Næsten samme oplevelse har Henritte B. haft ved Ryparken Station. Hun skriver:
- Det var en lun og stille sommeraften. Pludselig begyndte det at blæse kraftigt, og luften blev iskold. Og ud af ingenting dukkede genfærdet op. Han svævede forbi os tre-fire måbende passagerer, der stod og ventede på S-toget, og ud over sporet, hvor han forsvandt igen. Virkelig skræmmende, fortæller Henritte B., der fremover prøver at undgå Ryparken Station.

I DSBs ugeavis for medarbejdere, DSBidag, efterlyser avisen nu overnaturlige episoder fra medarbejderne, så DSB kan finde ud af, om det virkelig er rigtigt, at det spøger på S-togsstationerne.

Umiddelbart tror Niklas Marshall, salgsdirektør i S-tog, ikke, at S-togsstationerne er særligt udsatte for spøgelser og genfærd.

- Det er i hvert fald ikke noget, vi har registreret, men det er fint, at det nu bliver undersøgt, siger han.