3. januar 2009, 22:30

»Når anfaldene kommer, er jeg dødsens angst. Man tror altid, at NU sker det; nu dør jeg. Det er som at blive kvalt.

Jeg plejer at gå ud og råbe om hjælp i opgangen. Så håber jeg bare, at nogen kommer. Jeg kæmper virkelig en brav kamp, og man føler, der går en evighed, før ambulancen kommer. Hvis man bare kunne få ind i hovedet, at man kan trække vejret, men man panikker.

Ambulancefolkene kender mig efterhånden. Nogle gange kommer de farende, så de er ved at vælte hele huset. Men bare nogen kommer, så bliver jeg roligere.
Man skal passe på, at man ikke bliver rigtig deprimeret. Man har lyst til at opgive det hele. Man bliver så udmattet og så træt. Anfaldene bliver kun værre, og det belaster hjertet hver gang. Det har vi alle fået at vide, men det skal man ikke tænke for meget på.

Det værste er, at man aldrig ved, hvornår man får det dårligt. Det sætter sine begrænsninger på ens sociale liv. Jeg hoster slim og nogle gange lungevæv op hver morgen, men jeg kan også få et grimt hosteanfald, når jeg går på gaden. Så kigger folk på én med væmmelse. Som om man er på druk. Folk går ikke tæt på én og kommer slet ikke over og hjælper. Kun hvis man siger ’hjælp mig dog, for pokker’. Det synes jeg måske godt, man kunne blive lidt bedre til i Danmark. Jeg ved ikke, om folk tror, det smitter. De går i hvert fald i en stor bue udenom.«

Jytte Andersen har KOL, kronisk obstruktiv lungesygdom – eller »rygelunger«. I dag lider over 200.000 danskere af KOL, og den er den ledende årsag til indlæggelser på medicinske afdelinger i dag. Otte ud af ti har sygdommen på grund af tobaksrygning. Alligevel koster cigaretter – til sundhedsøkonomernes frustration – i faste priser mindre i dag end for 30 år siden. KOL – der forsnævrer luftvejene og ødelægger bronkierne, så patienten går med en konstant følelse af åndenød – er den mest socialt ulige fordelte sygdom i Danmark. De mange oplysningskampagner om rygestop er kun gået ind hos smårygerne og de højtuddannede.