Christianitterne er sure over dagens dom, der frikender staten for aftalebrud. De vil anke sagen til Højesteret.
26. maj 2009, 11:27
Stemningen foran Østre landsret ændrede sig markant på 45 minutter. Før dommen var der trængsel på cykelstierne op ad Bredgade på grund af de mange store Christiania-cykler, hvoraf flere var udstyret med røde og gule flag.
Ved indgangen til retten stod en langhåret mand med gule prikker på ryggen og hilste alle velkomne med et ”Tillykke Danmark, Christiania bli’r.”
Dommeren læste et meget kort budskab op til et meget proppet retslokale, der ikke helt forstod at afkode hans juridiske koder:
”Hvad betyder det?”, råbte flere op i sekunderne bagefter.
Knud Foldschack tog mikrofonen og forklarede det triste budskab til tilhørerne. Efter at have læst lidt af dommen fortalte han bagefter:
”Dommen er lige på vippen, sådan som jeg læser den nu. Det er meget tilfredsstillende for mig at se, at de juridiske argumenter vi har gjort gældende er der blevet lyttet til, og de er med i præmisserne. Jeg tror Christianitterne vil gå ind og anke sagen, og det vil også være typisk for en sag af denne karakter at den bliver afgjort i Højesteret.”
Talsperson for christianitterne, Mette Pagode, er ikke glad for dommen og regner med at sagen skal ankes til Højesteret.
”Jeg er da pissed. Det er frustrerende at vi ikke har vundet i dag. Vi vinder i Højesteret. Det er jeg sikker på. Nu skal vi hjem og læse denne her dom og så skal vi forberede os til fællesmødet i aften. Men min opfattelse er klart, at vi skal anke. Højesteret er det rigtige sted for en sag af denne størrelse,” fortæller Mette Pagode
































