17 beboere måtte evakueres, da en hel ejendom i Abel Cathrinesgade på Vesterbro i København sent på eftermiddagen brød i brand.
23. november 2008, 20:37 – opdateret 23. november 2008, 20:38
Søndag aften vurderer Københavns Brandvæsen, at der vil gå adskillige time, før ilden er nedkæmpet, skriver B.T.
Branden udviklede så meget røg, at den på et tidspunkt dækkede det meste af Indre Vesterbro og drev helt ind mod Tivoli.
Årsagen til branden er endnu ukendt, men det formodes, at den er opstået på en bagtrappe helt oppe under taget. Hvorefter den hurtigt bredte sig til hele taget.
Mens røgdykkere blev sendt ind på tagetagen for at bekæmpe ilden indenfra, sendte brandfolk fra to stigevogne kaskader af vand ind over taget.
Behovet for vand til slukningen blev hurtigt så stort, at man måtte rulle slanger helt op til Vesterbrogade nogle hundrede meter fra brandstedet for at få tilstrækkelige mængder vand frem.
Efter et par timer havde man stadig 40 brandfolk i gang med slukningsarbejdet.
Bedst som man håbede at ilden var helt under kontrol, blussede den ved 18-tiden op igen, og et slukningskøretøj, der netop var sendt hjem, måtte vende om.
I første omgang er det kun beboerne i ejendommens to øverste etager, der er blevet evakueret. Alle på nær en ældre mand, kunne selv forlade deres lejligheder.
Hvis ilden i løbet af aftenen blusser voldsomt op igen, står politiet klar til at evakuere de øvrige beboerne.
Indsatslederen fra Københavns Brandvæsen kunne i aftes hverken fortælle noget om arnestedet eller årsagen til den kraftige brand. Først når teknikerne har gennemgået ejendommen i løbet af manden, kan man komme nærmere ind på det.

































