Det gavner klimakampen, at vi bruger mere træ og vind til at forsyne boliger, institutioner og virksomheder med strøm og varme.
23. september 2008, 12:30 – opdateret 23. september 2008, 12:46
Danmark er på rette vej i kampen for at omstille energiforsyningen fra klimabelastende brændsler som olie, kul og naturgas til vedvarende energikilder som biomasse og vindkraft.
Den nye statistik fra Energistyrelsen afslører en markant stigning i vores forbrug af vind og træ, når vi skal forsyne boliger, institutioner og virksomheder med strøm og varme.
Efter flere år med en jævn stigning i forbruget af vedvarende energi, tog danskerne et større hop fra 2006 til 2007, viser statistikken.
Næste 30 procent af strømmen i Danmark kom i 2007 fra vedvarende energikilder mod 26,4 procent i 2006.
Korrigeret tal viser noget andet
Når det gælder det samlede energiforbrug, dvs. både varme, strøm og transportbrændsel steg andelen af vedvarende energi fra 15,7 procent i 2006 til 17 procent året efter.
Stigningen i brugen af vedvarende energi betyder, at udslippet af drivhusgassen CO2 faldt med 8,2 procent i 2007. Når tallet korrigeres for handel med strøm og for et varmere vejr, tegnes dog et helt andet billede af udslippet, der i så fald forvandles til en lille stigning på en halv procent.
Når det gælder vejtransporten stiger forbruget af dieselolie stærkt, mens vi bruger mindre benzin til køretøjerne.

































