»Vi skal stå sammen om at sende et signal«

Interview: Stenrige Michael Bloomberg, borgmester i New York, mener, at millionmetropolen kan lære meget af København, når det handler om at sikre et bæredygtigt samfund.

? Du har under dit besøg i Danmark set landets største vindmøllepark i Esbjerg. Hvad fik du af det besøg

Jeg kan nu se mine politiske kolleger i øjnene og fortælle dem, at vi er nødt til at have noget lignende. Vindmøller skader altså ikke fugle eller fisk, og vi har faktisk allerede besluttet at bygge en kæmpe vindmøllepark ud for New Yorks kyst. Vindmøller er meget bedre end at købe udenlandsk olie og sende vores penge over til lande, som ikke sætter pris på vores værdier og i mange tilfælde huser terrorister. Ligesom Danmark ligger New York ved kysten, og når I kan skaffe op mod 20 procent af jeres energiforbrug fra vindkraft, bør vi også kunne.

? Du har også oplevet Danmarks første CO2-neutrale bygning, Københavns Universitet Green Lighthouse. Hvordan kan I arbejde med at gøre bygningerne mere klimavenlige i New York

Det overraskede mig meget, at en lille ting som at male vores tage hvide har så stor en effekt. Vores udfordring bliver finansieringen. Det kræver meget overtalelse at få investorerne til at forstå, at de skal bruge lidt flere penge på at bygge klimavenligt, men det arbejde går vi i gang med nu, fordi det er altafgørende, hvis vi vil have succes med at nedbringe vores CO2-forbrug. Efter at have besøgt en CO2-neutral bygning kan jeg nu meget bedre fortælle mine kolleger og samarbejdspartnere i New York, at det er muligt, hvis viljen er til stede.

? Hvad kan New York lære af København

Vi skal lære, hvordan I har formået at få miljøet til at arbejde sammen med jer i stedet for at modarbejde hinanden. Det er skønt at se, hvordan København er en grøn by med åbne pladser. Vi står over for nogle af de samme problemer i begge byer. Men løsningerne er ikke altid de samme. Vi er nødt til selv at finde ud af, hvordan vi håndterer vores trafikale udfordringer. Vi har lukket nogle enkle veje, og den idé har vi faktisk fået fra København. Jeres hovedstad er virkelig en af de førende byer, når det kommer til bæredygtighed, og det bør I være stolte af.

? Hvorfor mener du, det er vigtigt med en klimaaftale på nuværende tidspunkt

Det er nu, verdens opmærksomhed er rettet mod klimaet. Det er nu, vi skal træffe beslutningerne om at foretage de rigtige investeringer, så vi fremtidssikrer vores planet. Vi har en unik mulighed, og derfor er det også vigtigt, at verdens største byer står sammen om at sende et signal.

? Du har tidligere udtrykt din begejstring for cyklisternes forhold i København. Hvordan kan I gøre forholdene bedre for cyklister i New York

Vi har ikke det samme potentiale for cyklisme, som København har. Vores infrastruktur og vejrlig er ikke til at cykle hele året, og derfor bliver det nok aldrig så populært i New York som i Danmark. Men vi har allerede lavet cykelstier visse steder, og det er helt klart et af de områder, vi bør se på, fordi bilisme forurener meget.