23. april 2009, 21:48 – opdateret 24. april 2009, 10:18

SAN FRANCISCO: Jeg kører over Golden Gate Bridge i strålende solskin – og ruller hurtigt forbi frakørsler med gadenavne som Paradise, Angel og Promise. Californien er simpelthen den gyldne stat, hvor mælken og honningen virkelig flyder, og hvor man uafladeligt føler sig hensat til det sted, Øst for Paradis, som Steinbeck beskrev.

Her er varmt. Her er sol. Her er palmer. Her er bare så fun, fun, fun, som man kan forestille sig.

Men der er en slange i the Sunshine State – og denne slange har drevet USAs største stat til at trække ustyrlige mængder af kul, gas og olie ud af naturen til at drive dens enorme bilpark og dens ufattelige forbrug af airconditioning. Ustandselig bryder det hele sammen – når trækket på strøm overstiger mængden af elektricitet, og når bilkøerne går fuldkommen i stå.

Det er derfor, jeg er taget til Californien. For at finde ud af, hvordan i alverden denne stat – dette indbegreb af det gode liv – har tænkt sig at løse dens største problem: Det alt, alt for høje energiforbrug – vel og mærke uden at miste så meget som en flig af det gode liv. Herude ved Silicon Valley, hvor man opfandt computeren, internettet, iPod’en og guderne må vide hvad mere, er man nemlig gået i gang med det, som man er bedst til:

Nemlig at finde på nye løsninger.

Nej til spidskål
John Webley, kapitalstærk direktør for Paxstreamline, giver følgende opgavebeskrivelse:

»Vi vil leve lige så godt, som vi plejer. Ikke noget med kun at spise lokal spidskål, sidde og svede i varmen og hele tiden vente på bussen. Vi vil stadigvæk spise kiwi fra New Zealand, have det køligt i huset og køre i fede biler. Men vi ved godt, at den globale opvarmning er et problem, vi bliver nødt til at få under kontrol, og derfor skal vi finde på metoder, hvor vi er mere effektive i vores forbrug af energi.«

Den virksomhed, som Webley står i spidsen på, bygger på en drøm: Nemlig at vi kan lære så meget af naturens ekstremt lave energiforbrug, at vi mindst kan halvere vores behov for elektricitet. Vi skal strømline transport af varme og væske, og vi skal begrænse luftmodstanden på biler, pumper og turbiner – alt sammen ved at kopiere naturen.

Det er ikke Webley, der har fået ideen. Det har Jay Harman, solbrun videnskabsmand, som tager imod i sandaler og åbenstående skjorte og med en flammende begejstring:

»Tænk på, hvorfor en bi kan flyve hurtigt med sine porøse vinger? Tænk på, hvad der får en delfin til at svømme så elegant. Tænk på, hvordan kroppens fem liter blod ubesværet løber rundt i kroppens godt 100.000 kilometer årer? Svarene er de samme: Den perfekte organisme, der sikrer præcis den rette mængde luftmodstand og gnidningskraft, så det kan bevæge sig med mindst mulig kraft. Mit mål er at kopiere naturen, så vi kan spare massivt på vores forbrug af energi. Enkelt, ikke sandt?«

Jo, men som Einstein så rigtigt formulerede det, så er det enkle netop ikke simpelt. Det geniale er netop det svære – at overføre den fremragende ide til noget, som virker. Heldigvis er Harman allerede kommet langt. Hans ide er blevet til Paxstreamline – et firma, der har modtaget et trecifret millionbeløb i dollar til at investere i fremtiden.

»Den primære årsag til, at vi producerer så meget energi i dag, er, at vi spilder det meste af den, fordi vi traditionelt er hæmmet af vores manglende fantasi. Vi foretrækker lige linjer fra A til B til C, når vi eksempelvis transporterer vand over lange afstande eller bygger vinger til vindmøller. I stedet burde vi lære af, hvordan en lilje flytter det vand, dens rødder opfanger i jorden, rundt til det yderste led – eller lære, hvad der skaber den enorme kraft i en tornado,« forklarer han.

Som fluevinger
Siden Harman var en ti-årig dreng i Australien og undrede sig over, hvorfor de enorme storme aldrig formåede at smadre oceanets smukkeste havplanter, har han drømt om at kunne forstå naturen. I dag er han tæt på – ved hjælp af en supercomputer, et dusin ph.d.-ingeniører og et laboratorium. Nu har han fået kodet infrastrukturen af en snegl, en lilje, en svedpore og meget mere ind, så han kan efterligne formen.

»Med min teknik kan vi formindske behovet for energi med mellem en tredjedel og to tredjedele. Vi skal bare ramme de rigtige former – de, der ligner naturen mest – så vi hindrer al spildet. Vinger på en vindmølle skal være lettere og se ud som en flues. En båd skal meget mere se ud som delfin. Enhver pumpe bør kunne genskabe tornadoens kraft.«

Harman lyder som en drømmer, men et af hans projekter er allerede på markedet. En pumpe af stål på størrelse med et stort vandglas, hvis form er inspireret af en plantes indre pumpende rør. Denne lille pumpe bruges i dag i Californien i vandtanke, hvor den alene – og udelukkende ved hjælp af strøm fra et almindeligt stik – skaber så stor rotation i vandet, at den kan erstatte de hidtidige pumper på størrelse med en personbil.

Levn fra maskinalderen
Det ligner virkelig noget. Jeg kører videre til Berkeley University, hvor USAs nye energiminister, Stephen Chu, indtil for nylig stod i spidsen for et forskningscenter i alternative energiformer. Her venter Randy Katz, professor i computervidenskab og manden bag en af de ideer, der optager præsident Barack Obama allermest – nemlig indførslen af et intelligent el-net.

»USAs el-net er et af de sidste levn fra maskinalderen – den første halvdel af 1900-tallet. Derfor er det så ufatteligt ineffektivt, at det nærmest er pinligt. Den meste el, vi producerer af det farlige kul, ender vi med slet ikke at bruge. Mit mål er derfor klart: Vi skal bygge et intelligent el-net oven på det eksisterende – ligesom vi byggede internettet oven på de forældede telefonkabler.«

Katz vil simpelthen tilkoble hele el-systemet til et gigantisk computersystem – igen i stil med internettet – hvor produktion og forbrug af el er i evig dialog. Målet er at spare energi i den helt, helt store skala: 80 til 90 procent af det nuværende el-forbrug.

»I dag mangler vi det totale overblik over alt, der har med strømforbruget at gøre – fra produktionen af strøm til forbruget i det enkelte hus. I USA bør vi skabe et samlet el-net, som vil være så intelligent indrettet, at vi både sikrer, at der kun produceres den mængde strøm, der er behov for på et givent tidspunkt, og sørger for, at hver eneste bygning, hjem, køleskab og så videre er udstyret med sensorer, der gør, at det trækker så lidt strøm som muligt. Det er meget komplekst – men det er internettet altså også!«

Det mål, som Katz opererer ud fra, handler om at kunne forudse strømforbrug – og matche produktion, så samfundet undgår spild. Professoren har brugt den bygning på universitetet, hvor hans fakultet befinder sig, som et laboratorium. Det lavest målte strømforbrug – 1. juledag, hvor der er allermest stille – er på hele 80 procent af det maksimale, når der er studerende overalt. Katz kalder det ’typisk, men vanvittigt’ og siger, at intelligente bygninger vil kunne få forbruget til at gå ned på 20 procent af det maksimale niveau.

I alt har præsident Barack Obama bevilget godt 50 milliarder dollar til projekter i den nye grønne teknologi, hvilket Randy Katz kalder en utrolig mulighed.

»Med et par milliarder dollar vil vi i løbet af fem år kunne udvikle et intelligent el-net, som fuldt udfoldet vil kunne bringe vores samlede el-forbrug ned med 80 procent. Jeg er virkelig optimist – fordi vi er vant til at finde store løsninger på vores største udfordringer.«

Få år ude i fremtiden
Turen nord og vest for San Francisco – hvor jeg også mødte en stribe andre innovatorer – skabte bestemt optimisme. Kombinationen af et nyt el-net, sofistikerede bygninger og udvikling af mindre energikrævende måder at transportere vand og væske på ser ud til at kunne mindske vores energiforbrug med mindst 80 procent.

Det lover unægtelig godt. Og ifølge forskerne er det kun få år væk.