18. december 2009, 23:43 – opdateret 18. december 2009, 23:46

Ørnen er fløjet. Obama er i luften med Air Force One, og i sin udstødningsluft mener hans embedsmænd at have efterladt sig en ”meningsfuld klimaaftale” i København.

Det Hvide Hus taler tilmed om ”et historisk skridt fremad”, men understreger samtidig, ganske bemærkelsesværdigt, at aftalen ikke er tilstrækkelig til at forhindre ”farlige klimaændringer” i fremtiden.

Selv om COP15 i skrivende stund ikke er slut, og selv om det stadig ikke står helt klart, om alle lande har tilsluttet sig teksten, så må en københavnsaftale med Obamas afskedssalut tages som en kendsgerning.

Og hvad fik vi så?

En uforpligtende, ikke juridisk bindende aftale, der på ingen måde lever op til den oprindelige ambition om en ”ambitiøs klimaaftale”.

En aftale, eller rettere et ”Københavnsresultat”, der på ingen måde lever op til hensigten om at nedbringe den rige verdens CO2-udledninger med mellem 25 og 40 procent i 2020.

En aftale, der ikke lever op til det oprindelige ønske om kontrolmuligheder og gennemskuelighed, så landene på ordentlig vis kan se hinanden efter i CO2-kortene.

En aftale, der er langt fra at bringe kloden på sikker klimakurs og holde temperaturstigningen på under de to grader, der på paradoksal vis har fundet vej ind i teksten.

Ifølge videnskaben styrer Jorden hermed mod farlige klimaforandringer, der ikke mindst kan blive katastrofale for små østater og fattige lande i Afrika og Asien, der nu risikerer at komme til at kæmpe endnu hårdere mod tørke, oversvømmelser, ørkendannelse og lignende.

Dette blev ingen sejr for det danske COP15-formandskab anført af Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen. At kalde det for en decideret dansk fiasko er nok for store ord at tage i munden, men regeringen får efterfølgende mere end svært ved at forklare, hvad der gik galt, og hvilke fejl, man gjorde.

Er der noget at glæde sig over? Ja, for dette verdens hidtil største topmøde uden for New York beviste trods alt, at der er en politisk vilje til stede i alle hjørner og kanter af verden for at bekæmpe klimaforandringer samt - for den rige verdens vedkommende - at påtage sig ansvaret for en drivhuseffekt, der er ved at løbe løbsk.

Med The Copenhagen Outcome har verdensbefolkningen taget et indledende skridt, dog et uhyre beskedent, i den rigtige retning. Det globale kultog er sat i bakgear, og i de kommende år er der al mulig grund til at tro, at verdenslederne også får sat damp på.

Det kom bare ikke til at ske i København.